Kærlighed, kemi eller magi?

I denne uge har jeg været på ferie i Budapest, en fantastisk smuk by, især her i julemåneden, hvor torvene er lavet om til små julemarkeder og julebelysningen stråler Jeg har mange gode minder med hjem i kufferten, men primært et står lysende klart for mig….

Fredag var vi Széchenyin Spa, et af Budapests mange smukke, gamle termiske bade, der tilbyder både afslapning og forkælelse for kroppen. Her kommer både lokale og turister, turisterne mest for oplevelsen, gerne pakket godt ind i håndklæder, mens de lokale mødes, som vi andre vil gå på cafe. Her ser man ældre mænd, der mødes i det varme vand over et parti skak, kvinder, der nyder en stund med massage og fødselarer, der hygger med venner og champagne i et af de mange små bassiner. Stemningen er afslappet, omgivelserne er smukke, og vandet er godt for krop og sjæl.

I et af disse bassiner stod et par, en mand og en kvinde. Begge var midt i halvtredserne, et helt almindeligt par som så mange andre. Men netop dette par kunne noget magisk. Midt mellem alle os andre stod de, helt, helt stille, mens de holdt om hinanden. De stod helt tæt, kvinden lænede sit hoved mod mandens skulder og manden hvilede hovedet på hendes. Begge havde lukkede øjne og var fuldstændig i ro. Der var intet seksuelt i det, armene holdt godt fast og hænderne gik ikke på opdagelse – der var ingen anden dagsorden end krammet. Og de stod der længe – mindst 10 minutter. I deres helt egen boble hvor kun de to fandtes. Og hvor var det smukt! Parret udstrålede en styrke og en samhørighed, de hvilede i hinanden og i deres tætte kontakt.

”Hvor er de heldige”, kunne man foranlediges til at tænke. ”Tænk, at de har været så heldige at finde hinanden og den store kærlighed.”

Men måske er det ikke bare held – måske er det faktisk sådan, at de netop har den store kærlighed, fordi de giver sig tiden til krammet?

For hvis vi nu ser bort fra det magiske og det romantiske, hvad er det så, der sker, når man krammer?

Under huden har vi alle sansereceptorer. Det er disse, der ved berøring sender signaler til hjernen, og som inden for ganske kort tid sørger for, at hjernen frigiver blandt andet dopamin, endorfiner og oxytocin.

Dopamin er hjernens belønnings-stof. Når dopamin frigives, oplever vi glæde og lykkefølelse….og det er vanedannende. Hjernen vil derfor automatisk søge at få udløst endnu mere dopamin ved at gentage handlingen – det betyder, at et kram hurtigt bliver til flere.

Endorfinerne får os til at føle lyst. Lyst til hinanden og lyst til livet. Hormonet giver os en følelse af succes og masser af energi – og energien bruges gerne på at opnå endnu mere frigivelse af endorfin…..igen, flere kram.

Men måske bedst af alt frigives oxytocin, også kaldet kærlighedshormonet. Oxytocin er det hormon, der knytter os til hinanden. Studier viser, at mennesker i livslange parforhold ofte er par, der har været gode til berøring. Her drejer det sig ikke nødvendigvis om sex, men om berøringen i hverdagen – et kærligt strøg over kinden, at holde i hånden under en gåtur eller massage, hvis der er tid.

Jeg tror, at parret i Budapest var på rette vej….og så er det vel i bund og grund ligegyldigt, om det var kærlighed, kemi eller magi…..

Kram fra Mette