Glæden ved reb.

Kinbaku betyder at binde tæt – og det er lige hvad man gør i den japanske udgave af bondage. Men det er ikke kun fire kællingeknuder og en sløjfe, Kinbaku er kunst med reb. Smukke knuder og mønstre, lækre reb, der dufter godt.

Men mest af alt er Kinbaku en fantastisk måde at lege med polerne i et forhold, den feminine og den maskuline energi. Både kvinder og mænd binder (kaldes rigger), men det ses oftest, at mænd binder og kvinder er modellen (den, der bliver bundet). Og har man først set en dygtig rigger binde sin kvinde, så forstår man godt tiltrækningen. I mødet mellem dem overlader kvinden fuldstændig kontrollen til manden. Han har den fulde magt, og kvinden overlader sin krop til ham. Det er selvfølgelig altid aftalt på forhånd, hvor grænserne går i forhold til smerter, steder, der ikke må bindes osv, men i situationen har manden kontrollen. Og den kan bruges på mange måder. Nogle par leger på gulvet, andre hænger i rebene ned fra loftet. Rebene kan være en kærlig og sensuel leg, eller de kan være dominerende og frække. Men der er altid en dyb samhørighed mellem rigger og model, de forsvinder ind i deres egen verden, hvor kun de 2 og rebene findes. Og det kan være virkelig smukt. Inde i deres cirkel findes tillid, styrke, svaghed, nærhed og sensualitet.

Men Kinbaku kan også andre ting. Mange kvinder føler angsten for at miste kontrollen og er alt for meget i hovedet. Tankerne myldrer og manden skal helst rette helt ind. Samtidig med dette snakker vi med veninderne om, at vi virkelig ville ønske, at vores mand var en RIGTIG mand! En blanding mellem wallstreet og Tarzan. Men når det kommer til stykket, så lader vi ham sjældent komme til roret – for hvad nu, hvis han sejler den forkerte vej? I Kinbakuen kan manden tage styringen. Her kan han binde sin kvinde på måder, han selv bestemmer – og slippe hende løs, når han vil. Og kvinden – hun kan slappe af. Der er ingen grund til at tænke over det beskidte gulv eller mails, der skal sendes….for hun kommer først løs, når manden bestemmer det. Det giver ro! Kvinden bliver fuldstændig ansvarsfritaget, kroppen er tryg i de stramme reb og man er i tæt samhørighed med sin partner. Pludselig kan man opleve, at hovet og krop er ét. Dét er en oplevelse, der sidder i kroppen i mange dage og giver energi og overskud.

Men Kinbaku er ikke kun for erotik og par. Kvinder i meget maskuline jobs kan bruge Kinbaku til at komme bedre i kontakt med deres feminine energier. Mænd i stillinger med meget kontrol kan lade sig binde for at få mere balance i deres liv. Par kan arbejde med deres forhold, gerne i samarbejde med en terapeut. Gamle spejdere kan genopfriske glæden ved knuder. Det er bare om at komme afsted ?

I Århus tilbyder Kelvin Varst fra Kinbakuhouse.dk både undervisning og hyggeaftener. Legen med reb foregår i en hyggelig atmosfære, og Kelvin lægger stor vægt på sikkerheden. Der bliver jævnligt holdt introaftener, hvor alle er velkomne.

Knus Mette