……orgasmejagt i historisk perspektiv.

Kvindens orgasme! Et af de helt store problemer i soveværelset og et af de oftest forekommende emner, jeg møder i klinikken. Myterne er mange og jagten på orgasmen får medaljejagten til OL til at minde om en idrætsdag i folkeskolen. Jagten på det perfekte er flyttet ind i soveværelset! Alle kvinder, der har åbnet et dameblad, ved, at de nu ikke bare skal have én orgasme, men mange i træk – og gerne af forskellig slags. Og mændene? De bliver først rigtige mænd, når deres kvinder sprøjter, så de øver formler og teknikker og ser instruktionsvideoer på YouTube.

Men hvordan så det ud med kvindens orgasmer før YouTube og Femina?

Før oplysningstiden mente man, at kvinder kun blev gravide, hvis de fik en orgasme. Endnu større chance var der, hvis manden kom samtidig. Med dette i mente var der derfor stor fokus på kvindens nydelse og det ansås som stor kunst at kunne tilfredsstille sin kvinde. Børnedødeligheden var høj, og mændene måtte derfor gøre sig umage, hvis de ønskede slægtens overlevelse. Klitoris var i fokus, selv på de bonede gulve, hvor Prinsessen af Østrigs livlæge i 1740 anbefalede, at ”Hendes Allerhelligste Majestæts vulva burde kildes før samleje”.

Med alt den opmærksomhed burde medaljerne i soveværelset være hjemme – så hvorfor er de egentlig ikke det?

En stor del af skylden må lægges på skuldrene af Freud. I 1905 fremlagde han sin teori om, at klitorisorgasme var den umodne kvindes form for orgasme – den helt rigtige orgasme kom først, når kvinden blev penetreret af sin mand, altså skedeorgasmen. Hvad Freud ikke tog med i sin beregninger var, at skeden ikke er et særligt følsomt organ, og at kun 1/3 af kvinder er i stand til at få en orgasme uden anden stimulering. Svaret på de manglende orgasmer var klart, kvinderne var ”hysteriske” og skulle have hjælp, så de kunne komme frem til den modne kvindes seksualitet. Klitoris skulle holdes ude af samlejet, og det blev skændigt at stimulere sig selv. Sengen blev mandens legeplads, hans udløsning kom i fokus og blev målet med samleje.

Heldigvis var ikke alle kvinder tilfredse med de orgasmeløse samlejer og i 1925 træder den dansk-græske prinsesse Marie Bonaparte ind på scenen. Prinsessen havde sammen med sin mand og med adskillige elskere jaget orgasmen uden held. Hun opsøgte derfor den nu aldrende Freud i Wien. Dette udviklede sig til et tæt venskab, men bragte desværre ikke Prinsessen tættere på orgasmen. Freud og Marie Bonaparte arbejdede tæt sammen, men enige om klitoris var de ikke. Prinsessen var overbevist om, at klitoris havde en stor ære for kvindens orgasme. I forsøget på at opnå disse, fik hun kirurgisk flyttet klitoris tættere på skedeåbningen 3 gange, desværre uden held.

Marie Bonaparte døde i 1962 uden at have opnået en eneste orgasme – men i USA var arvtagerne allerede i gang. Masters og Johnson undersøgte som de første de fysiske reaktioner under orgasmer. De kunne konkludere, at der ingen forskel var på en skede- og klitorisorgasme, og dermed var vejen åben for klitorisorgasmernes tilbagetog.

Desværre hænger Freuds hierarkiske tilgang til orgasmen godt fat, og klitorisorgasmen er stadig orgasmernes stedbarn. Og dermed er vi tilbage ved start…. I stedet for at hylde klitoris som det fantastiske organ, det er, så føler vi os mindre succesfulde, hvis vi ikke opnår sprøjteorgasmer, g-punktsorgasmer eller livmoderhalsorgasmer. Jeg møder unge kvinder i min klinik, for hvem jagten på den perfekte orgasme fylder mere end intimiteten og glæden ved sex – og det er da en skam!

Mit håb er, at vi kan lade Freud blive ude foran soveværelsesdøren for en stund og i stedet genopdager glæden ved lysten – og lader den føre os hvorhen, den vil.

Knus Mette