Lidt om medicin, bivirkninger og seksualitet…

Næsten halvdelen af den danske befolkning indtager dagligt receptpligtig medicin. Desværre glemmer mange læger at oplyse om de bivirkninger, medicinen har på seksualiteten. Dette medfører, at mange singler og par oplever problemer med sex uden at have viden om, at problemet kan skyldes den medicin, de indtager.

De typiske seksuelle bivirkninger ved medicin hos mænd er nedsat eller øget sexlyst, rejsningsproblemer, priapisme (langvarig og smertefuld rejsning), ejakulationsforstyrrelser, orgasmeforstyrrelser eller smerter ved samleje.

Hos kvinder optræder oftest nedsat eller øget sexlyst, lubrikationsforstyrrelser (manglende fugtighed), klitoris-priapisme, orgasmeforstyrrelser eller samlejesmerter. (Klitoris-priapisme er en tilstand, hvor klitoris forbliver opsvulmet af blod som ved lyst. Tilstanden kan være smertefuld og meget generende)

Antidepressive midler er det præparat, der tegner sig for flest anmeldte bivirkninger. For begge køn gælder det, at lysten og evnen til orgasme kan blive påvirket. Ydermere kan mænd opleve rejsningsproblemer og problemer med udløsningen, primært forsinket eller udeblivende udløsning. Heldigvis findes der her mange forskellige præparater, så der er god mulighed for at afprøve, om et andet mærke vil mindske bivirkningerne. Samtidig har det vist sig, at lægemidler som Viagra og lignende kan hjælpe op mod ¾ af mændene.  Det er dog vigtigt at nævne, at det ikke nødvendigvis er medicinens skyld, hvis man f.eks. har problemer med rejsningen eller nedsat lyst – dette forekommer ofte som en del af symptomerne på en depression og vil derfor måske ændre sig i takt med, at man får det bedre.

Et middel, som mange ofte ikke forbinder med seksuelle problemer, er de smertestillende/antiinflammatoriske midler så som Ipobrufen og Voltaren. Disse lægemidler kan fås i håndkøb og benyttes uden forudgående information fra læge. Ved længere tids brug, eller ved store doser, kan de give rejsningsproblemer hos mænd. Helt skidt ser det ud, hvis man samtidig tager mavesårsmedicin, bivirkningen ved dette kan nemlig være nedsat lyst. (Hos både mænd og kvinder)

Mange danskere tager i disse år medicin mod forhøjet blodtryk og kolesterol. Disse lægemidler kan som bivirkning give mænd rejsningsproblemer og begge køn manglende lyst. Der er dog ikke meget at vinde ved at prøve at undgå kolesterolmedicinen, forhøjet kolesterol giver nemlig i sig selv rejsningsproblemer – en god grund til at tage løbeskoene på!

Diabetes er også en sygdom, der følger med vores dårlige kostvaner og manglende motion. Medicinen mod dette mistænkes for bivirkninger på det seksuelle område, men det kan være svært at afgøre, da seksualiteten ofte bliver ramt af netop diabetes. 20% af de kvindelige diabetes-patienter vil som en del af symptomerne på sygdommen opleve tørhed i skeden og problemer med at få orgasme. Nedsat lyst rammer begge køn, og omkring halvdelen af de mandlige patienter oplever rejsningsproblemer. Så hvis man er så uheldig at være endt i diabetes-gruppen grundet kost og motion, vil det være en rigtig god ide at få snakket med lægen om en livsstilsændring.

Kemoterapi er heldigvis ikke så udbredt en medicin som ovenstående, men desværre oplever en ret stor del af den danske befolkning at få brug for netop denne behandling. I første omgang drejer behandlingen sig selvfølgelig om at overleve sin sygdom, men det er værd at bemærke, at kemo kan have en ret stor betydning for seksualiteten – også efter behandlingen. Kvinders slimhinder vil ofte tage skade, og der vil som følge af dette opstå tørhed i skeden og samlejesmerter. Det er vigtigt at nævne disse problemer for lægen, da der findes mange og enkle løsninger på problemet. Kemoterapien hæmmer desuden også den seksuelle lyst både hos mænd og kvinder, det er derfor vigtigt at have ekstra fokus på nærheden og berøringen, så alle de gode og hjælpsomme lykkehormoner frigives.

Ud over de nævnte og mest almindelige brugte medikamenter tegner antipsykotisk medicin, epilepsimedicin, antibiotika og angstdæmpende medicin sig også for en stor del af bivirkningerne, når det kommer til det seksuelle.

Hvis man oplever seksuelle dysfunktioner og mistænker sin medicin, er det altid vigtigt at konsultere sin læge. Lægen har mulighed for at foreslå andre præparater, som har samme effekt, men som måske har færre bivirkninger. Ved nogle medicinformer er der mulighed for at holde det, man kalder ”drug-holiday”. Dette er en medicinfri dag, hvor sex sættes på programmet. Lægen kan desuden tilbyde medicin, der afhjælper de seksuelle bivirkninger – og så er der selvfølgelig muligheden for, at bivirkningerne forsvinder helt af sig selv, hvis man har lidt tålmodighed 😊

Knus Mette