I disse dage er jeg ved at lægge sidste hånd på de foredrag, jeg skal holde på Sexologifestivalen i Århus. Foredragene handler om seksuelt misbrug af børn, og mens jeg skriver, vender mine tanker tilbage til mit allerførste møde med et misbrugt barn – det møde, der skulle starte min interesse for at arbejde med denne skræmmende del af børneliv.

Jeg var for 25 år siden i min studietid ansat af min bopælskommune til at hjælpe en pige i folkeskolens mindste klasser. Pigen havde været udsat for seksuelle overgreb siden spædbarnsalderen og de første år af sit liv. Hun var nu anbragt i sikkerhed på en institution, men for et barn som hende, stopper smerterne og problemerne langt fra ved overgrebenes ophør. Hendes liv var nu og for altid ændret, overgrebenes følger viste sig i stort set alle aspekter af hendes liv. I timerne var hun ukoncentreret og støjende. I frikvartererne kom hun i konstante konflikter, fordi hun ikke forstod de andres signaler og grænser. Hun tissede og lavede i bukserne, nægtede at spise, slog ud efter børn og voksne, kastede med ting, forlod timerne – hun var på alle parametre et barn i dårlig trivsel. Jeg gjorde mit bedste med den viden, jeg havde og inden for de rammer, jeg var givet, men nogen løsning var jeg ikke. Jeg kunne afhjælpe og afbøde i forhold til lærere og kammerater, og jeg kunne vise, at jeg ikke forsvandt – men mere kunne jeg ikke. Efter et stykke tid indtraf der sig en våbenhvile mellem os, og pigen accepterede, at jeg var der for at hjælpe. Hun lukkede mig ikke ind, dertil var hun alt for skadet, men hun forstod, at jeg ville hende det godt. Og en frygtelig dag valgte hun at vise mig sin accept – og hun gjorde det på den eneste måde, hun kendte. Vi var på skolens badeværelse, da hun endnu en gang havde lavet i bukserne og skulle have hjælp til at få nye på. Pigen sad på toilettet, og mens hun kiggede mig i øjnene, skubbede hun underlivet frem og tilbød mig det. I hendes verden var det den vare, voksne ville have, og hun havde en klar forventning om, at dette også var, hvad jeg i sidste ende ville forlange af hende. Det er uden sammenligning et af de værste øjeblikke i mit arbejdsliv, og på trods af alle de historier og skæbner, jeg sidenhen er kommet forbi, så vil dette billede altid stå skarpt for mig. Mange børn og unge har sidenhen testet mig og min vilje til ikke at vende hovedet bort, når det blev grimt, men denne lille pige og hendes misforståede gave kan til stadighed ramme mig, når jeg tænker på det.

Når jeg nu sidder og forbereder mine foredrag, kommer jeg i kontakt med mange skæbner. Voksne mænd og kvinder, der fortæller om en barndom, der er så grusom, at vi andre aldrig kommer til at forstå deres smerte. Mænd og kvinder, der hver eneste dag lever med senfølgerne af de overgreb, der blev begået mod dem og som følge af dette ofte lever et liv på kanten. En stor del af dem er repræsenteret i det psykiatriske system, blandt misbrugere og prostituerede. Andre kæmper en livslang kamp for et normalt liv med familie og job – og lykkes på trods af alt.

Seksuelle overgreb mod børn foregår hver eneste dag i Danmark. I hver eneste folkeskoleklasse sidder der mindst én, der er offer for et. Det betyder, at vi alle i en eller anden kontekst sandsynligvis er i kontakt med et barn, der lige nu lever i et helvede, barnet ikke selv kan stoppe. Jeg håber, at vi ved fortsat at sætte lys på problemet og uddanne professionelle i de tegn, de bør holde øje med, vil kunne stoppe overgrebene noget før – allerhelst før de overhovedet er sket!

Hvis du har lyst til at høre mig tale om seksuelle overgreb, tegnene på disse og senfølger, taler jeg på Sexologifestivalen i Århus d. 2.-9 samt d.7.-9. begge dage kl. 20.15.

Mette

Hvis du oplever at have seksuelle tanker omkring børn, kan du kontakte Cirklen på tlf 65 909 909​​.  Cirklen tilbyder anonymt råd og vejledning uden fordømmelse.

Oplever du, at et barn i din nærhed mistrives, eller har du mistanke om seksuelle overgreb, kan du anonymt underrette den relevante kommune på deres hjemmeside.