…hvordan fortidens sabeltigre påvirker vores seksualitet

Stress er en folkesygdom og for en del klienter i klinikken også grunden til, at sexlivet ikke fungerer. Stress er et vidt begreb, når jeg her skriver om stress, mener jeg den hårde slags. Ikke den slags stress, hvor man i perioder oplever at have travlt, men den stress, der påvirker livskvaliteten og til sidst munder ud i, at kroppen siger fra.

Hvor kedeligt det end lyder, så er sex et grundlæggende fysisk behov, der sikrer os artens overlevelse på lige fod med vejrtrækningen, søvn, mad og evnen til at flygte eller kæmpe. Menneskets hjerne er i dag så udviklet, at vi kan tænke os til mange andre grunde – sociale, følelsesmæssige og endda økonomiske – men helt grundlæggende handler det om at videregive ens egne gener og sikre, at vi ikke uddør.

Derfor giver det også god mening, at lysten til sex er en af de første ting, der forsvinder, når hjernen og kroppen lukker ned med stress. Hvis vi forestiller os et urmenneske under voldsomt pres f.eks. på grund af trusler, der påvirker stammens overlevelse eller en sulten sabeltiger, så giver det god mening at lukke ned for lysten til sex. Hjernen går i kamp-mode, stresshormonerne pumpes rundt i kroppen og alt andet end overlevelse lukkes ned. Sex bliver nu en unødvendig faktor, det vil være uhensigtsmæssigt at sætte et barn i verden, man ikke kan passe på og som vil forhindre stammens eventuelle flugt og overlevelse.

På samme måde reagerer nutidens menneskers hjerner på stress. Når vi får stress, lukker store dele af den nye del af hjernen ned eller bliver langsommere, mens kroppen går i kamp/flygt eller frys-mode. Vi får nok at gøre med at holde os selv i live og sex bliver derfor nedprioriteret i en sådan grad, at lysten ofte forsvinder helt. Hjernen beslutter for os, at der er langt bedre mulighed for overlevelse, hvis man sørger for sig selv og ikke sætter et barn i verden. Desværre kan dette opleves af partneren som manglende interesse i forholdet, og den stressramte kan også selv komme i tvivl om, hvorvidt parforholdet er det rigtige, når man på ingen måde har lyst til intimitet.

Enkelte mennesker – primært mænd – reagerer dog helt anderledes på stress. Hos dem beslutter krybdyrhjernen sig for, at det smarteste i situationen vil være at sprede generne videst muligt, før man selv bliver slået ihjel. Dette kan føre til en uhæmmet seksualdrift, hvor partnerens lyst bliver irrelevant og hvor muligheden for sex uden for forholdet virker tillokkende. Dette er oplagt en trussel mod parforholdet, da grænserne kan blive overskredet, og fokus flytter sig fra intimitet og kvalitet til kvantitet.

Så udelukker stress et godt sexliv? Nej, heldigvis ikke! På mange måder kan sex være en del af helbredelsen. Først og fremmest frigiver sex og intimitet oxytocin og endorfin, som bekæmper og dæmper stresshormonet kortisol. Dopaminen hjælper med at løfte humøret og give velvære og prolaktin gør os søvnige og afslappede. Gennem slow-sex kan vi øve os i at komme ned i kroppen og sætte farten ned – og hvis vi er stressede pga af for meget ansvar og for mange opgaver, kan det være givende for en kort stund at overlade hele ansvaret til et andet menneske, f.eks. med bondage. Her kan anbefales den japanske bondage Kinbaku, som ligesom barnets tætte svøb giver den stressramte en følelse af at være passet på.

Hvis du eller din partner oplever at blive ramt af stress, er det vigtigt, at I åbent fortæller modparten om de følelser, der fylder i forhold til sex og intimitet. Hos partneren til den stressramte skal der gerne være en accept af og forståelse for, at lysten ikke er til stede, men at det ikke betyder, at den ikke kommer igen. I mellemtiden kan der arbejdes med intimiteten, giv den stressramte en god massage eller et fast kram – så frigives alle de gode stoffer også. Den stressramte skal på sin side være opmærksom på ikke at stress yderligere over den manglende lyst – eller være opmærksom på, at lysten til konstant sex med flere forskellige partnere er hjernens måde at sikre overlevelse på, ikke et tegn på kedsomhed i parforholdet.

Med håbet om et stressfrit og erotisk efterår

Mette