Er det værd at skamme sig?

I sidste uge deltog jeg sammen med 19 andre sexologer i et seminar omkring skyld og skam. Og det er ikke uden grund, at netop dette er interessant for sexologer, vi mødes ofte skylden og skammen i vores praksis. Mange klienter kommer med skammen over ikke at have lyst, over at ønske noget andet end sin partner, over at tænke seksuelle tanker om kollegaen, over størrelsen af  kønsorganer eller livvidde, over manglende orgasmer eller for hurtig udløsning….listen er uendelig.

På Seminariet delte de 2 psykologer, der stod for undervisningen, skammen op i 2 slags – den sunde skam og den usunde skam.

Den sunde skam er den skam, vi føler, når vi har gjort noget, der er i konflikt med det menneske, vi er – eller i hvert fald ønsker at være. Denne skam forhindrer os i at begå den samme fejl igen eller rette op på fejlen ved at sige undskyld eller ændre handlingen. Den gode skam hjælper os til at være sociale mennesker og lære nye færdigheder, når skammen fortæller os, at vi ikke gør det godt nok. På denne måde er skammen et godt og vigtigt redskab, uden denne ville vi opfatte os selv som fejlfri og levet livet derefter.

Den usunde skam er derimod den skam, vi bruger til at slå os selv i hovedet med. Det er skammen over det, vi ikke kan ændre, det, som vi enten ikke selv var skyld i, eller som vi gjorde af en grund – eller som vi måske bare skal acceptere og komme videre fra. Denne skam forgifter vores liv og fastholder os i negative fortællinger om os selv. Den usunde skam giver følelsen af, at man har fejlet som menneske, at man ikke slår til – og måske endda, at man er uelskelig.

I den usunde skam ligger der en masse ensomhed. Det er en skam, man ikke ønsker at dele med sine nære, og den kan forhindre os i at leve livet fuldt ud. I klinikken oplever jeg, hvordan skammen kan være med til at ødelægge forhold, den kan sætte en barriere op i intimiteten mellem partnere, og den kan holde os fra at søge den fulde lykke og tilfredshed.

Vi har ikke lyst til, at den usunde skam skal deles, og det kan være svært at tro på, at også andre oplever præcis denne skam. Derfor kan det også være svært at søge hjælp, og skammen bliver en konstant sten i skoen.

Men skam er alles følgesvend – og vi er slet ikke så forskellige, som vi tror! På seminariet afholdt psykologerne en lille reception for vores skam. Vi havde alle udfyldt små sedler med ting, vi skammede os over, og hængt dem op på væggen. Og sikke meget skam 20 mennesker kan bære på deres skuldre. Sikken fantastisk stor mængde energi, der samlet set blev brugt på at bære denne byrde! Og når skammen hang der til skue, kunne man se, at langt de fleste sedler var ens. Vi skammede os alle over noget, vi havde udsat en partner eller vores børn for. Vi havde alle taget dumme beslutninger i privatlivet eller i arbejdslivet. Fælles for alle sedlerne var, at når man kiggede på de andres skam, så var det nemt at tilgive – herregud, man vidste jo, at de er sympatiske, empatiske mennesker, der bare havde begået en fejl. Hvorfor brugte de overhovedet energi på at bære rundt på skammen over dette? Men ens egen skam….? Den er sværere at tilgive. Men hvad nu, hvis vi prøvede? Hvad nu, hvis vi viste os selv den samme barmhjertighed og tilgav os selv? Sikken mængde positiv energi vi så ville få frigjort, en energi, der kan bruges på at gøre godt for vores børn, partner, nabo eller os selv! Personligt kæmper jeg stadig med det – men jeg er ret sikker på, at det giver god mening at give slip!

Knus Mette