…..min “omvendte” Kvindernes Kampdag.

Så kom og gik Kvindernes Internationale Kampdag, en dag, der i år kunne fejre 110 års fødselsdag. Den allerførste forsamling foregik i 1920 på Jagtvej 69 i København, her blev kvinderne enige om at kæmpe for valgret til kvinder, fokus på børn og mødres sundhed, modstand mod den stigende trussel om krig og prisstigninger. Kvinderne var allerede dengang enige om, at dagen skulle være international, hvilket i den grad er lykkedes at opnå.

Gennem tiderne har kampen ændret sig – vi fik valgret, kom på arbejdsmarkedet, fik mændene interesseret i børneopdragelse og husholdning, fri abort, vi smed BH’en – og tog den på igen, fik ledende stillinger og (næsten) ligeløn.

Så hvad er det, vi nu skal kæmpe for? Der er helt sikkert mange ting, vi kvinder kan kæmpe for, men jeg vover alligevel pelsen og siger, at jeg faktisk godt kunne tænke mig, at vi kæmpede for retten til at være den hele kvinde med alt, hvad det indebærer.

Jeg oplever både i privatlivet og i min klinik, at kvinder kan og vil selv. Vi kan klare det hele, vi har ikke brug for en mand til at hjælpe os – ja ikke engang børn behøver vi hjælp til at skabe. Som en skøn kvinde, der kommer i min klinik, sagde: ”Vi er strong independent women!”

Men er vi lykkeligere af den grund?

Jeg tror det ikke! For mens vi kæmper for at klare det hele selv, for at have succes på alle livets parametre, samtidig med, at det aldrig kunne falde os ind at spørge om hjælp, så mister vi samtidig en stor del af vores kvindelige essens. Ofte tillader vi os ikke at have brug for omsorg, at blive beskyttet, at læne sig tilbage og lade en anden tage over. Og så kan vi blive trætte, tabe modet og føle os ensomme, selv i parforhold. For det er svært at lægge kontrollen hjemme. Jeg oplever i klinikken, at mange kvinder får rigtig svært ved at bede om omsorg og hjælp, for det ligger efterhånden så dybt i os, at vi er ”strong independent women”, og at bede om hjælp eller omsorg vil være et kæmpe slag mod dette. I stedet bliver mange forhold enten en kamp mellem viljer eller et venskab mellem to mennesker, hvis forskellige køn er udvisket – begge dele besværliggør en frodig seksualitet.

Nu har vi i mange år kæmpet for vores egen selvstændighed og ligestilling, og langt hen ad vejen har vi fået den i hjemmet – men når jeg spørger kvinder, hvad de ønsker, så nævner de fleste en ”rigtig” mand. En mand, der vil kæmpe for dem, invitere dem ud, tage styringen og beskytte dem. Men det er svært – rigtig svært – for mange kvinder at tillade sig selv dette. Ofte hører jeg sætninger som ”hvis jeg først giver lidt slip, så falder det hele”, ”jeg synes, det ydmygende at bede om omsorg” eller ”jeg bryder mig ikke om at blive den lille i forholdet”. 

Jeg synes ikke, vi kvinder skal tilbage til kødgryderne og de dårligst betalte jobs – men jeg vil gerne kæmpe for retten til at være en ”strong dependent woman”. Retten til bare en gang imellem at læne mig tilbage, blive holdt om og indrømme, at lige nu har jeg brug for hjælp eller omsorg. Retten til at synes, at det er sexet, når manden åbner døren eller bærer de tungeste tasker. Retten til at nyde, når en mand tager styringen og lade mig blive i min feminine essens…..for helt ærlig, det bliver jeg ikke mindre kvinde eller feminist af!

Knus Mette