…om et af de største tabuer inden for seksuelle overgreb.

I denne uge faldt jeg over DR podcasten Børnelokkeren. Podcasten handler om en mand, der gennem 30 år har forgrebet sig på børn i et Københavnsk boligområde, beboet primært af familier med store sociale problemer.

Historien fortælles gennem 2 af mandens ofre, en mand og en kvinde, og de tager sammen hul på et af de mest ødelæggende og smertefulde tabuer, jeg møder i klinikken, nemlig skylden og skammen over selv at have ”deltaget aktivt” i overgrebet på den ene eller anden måde.

Lad mig starte med at slå det helt fast:

Et barn vælger ALDRIG at deltage i et overgreb! Det er ALDRIG barnets skyld og det er ALDRIG barnets ansvar at få det stoppet!

Men der er situationer, der i barnets øjne kommer til at virke som aktiv deltagelse eller accept, en tanke barnet tager med ind i voksenlivet som en sandhed, uden at få kigget på det med den voksnes viden og intellekt. Hermed er der skabt en situation, hvor traumet kapsles inde, det bliver alt for sårbart at tale om, og den voksne overlever kan hindre sig selv i at få opsøgt den hjælp, der er brug for, for at komme bedst muligt videre.

Jeg vil starte med at tage udgangspunkt i podcastens fortælling. Her flytter den pædofile ind i et socialt belastet boligområde, et område, hvor masser af børn ikke får nok at spise, ikke får nok kærlighed eller opmærksomhed fra deres primære voksne. Her har han frit spil, både fordi de voksne ikke er opmærksomme, men også fordi han er i stand til at tilbyde børnene noget af det, de mangler. De 2 voksne i podcasten fortæller om en mand, som på mange måder fyldte rollen ud som deres forældre. En voksen, der gav dem oplevelser, bekymrede sig om dem, læste lektier med dem, satte grænser, gad lege og gav dem penge til mad. Det hele havde bare en pris, nemlig de seksuelle overgreb. Men som de nu voksne børn fra den gang fortæller, så var de for det første ikke altid sikre på, at dette var unormalt – og for det andet, holdt de meget af manden og havde brug for det, han kunne give dem. Gør det dem medskyldige? Absolut ikke! Den pædofile fandt gennem 30 år en gruppe børn, hvor de var mest udsatte, og det udnyttede han – og børnene gjorde, hvad der skulle til for at overleve i et barskt miljø. JA, de opsøgte selv manden, men hvad var alternativet? At vokse op uden kærlighed? Gå sulten i seng?

Andre overlevere går med skylden og skammen over selv at have ”lagt op til” overgriberen. Det kan være, at barnet selv har taget initiativet eller har iklædt sig noget bestemt tøj. Men er dette fordi barnet har haft et ønske om at have sex med den voksne? Selvfølgelig er det ikke det! Det giver i nogle situationer rigtig god mening at få overgrebet overstået – på denne måde har barnet måske et vist tidsrum efterfølgende, hvor det kan føle sig i sikkerhed. Tænk på, hvordan det må være for et barn at være i et miljø, hvor den voksne langsomt bygger spændingen op til et overgreb – vil vi ikke alle hellere have det overstået, så vi kan få lidt fred?

Og hvad med de børn der, som kvinden i podcasten, får penge til gengæld? Sælger de sig selv til overgreb? Nej! Det giver rigtig god mening, hvis børn forlanger noget til gengæld. Når en voksen forgriber sig på et barn, tager den voksne hele magten og efterlader barnet fuldstændig magtesløs. At tage penge eller gaver til gengæld har ikke noget at gøre med, at barnet vil berige sig selv – det er en måde, hvorpå barnet er i stand til at finde et lille område, hvor det kan føle sig en smule i kontrol.

Det største tabu af dem alle er måske det, der også nævnes i podcasten – ”jeg synes jo også, det var dejligt i begyndelsen.” Min dybeste respekt til kvinden i podcasten, det tager hul på dette! For det er jo sådan, at børn jo også er sanselige væsner – men det er ikke det samme, som at de har lyst til sex med voksne! Men nogle gange svigter kroppen barnet, den reagerer på den fysiske berøring. I et barns verden kan dette blive det største og mest uforståelige svigt – for hvorfor siger kroppen ja, når resten virkelig hader det hele? Er det et tegn på, at jeg virkelig alligevel gerne vil? Denne tanke følger ofte med op i voksenlivet, og hvis den ikke kommer frem i lyset og bliver bearbejdet med den voksnes viden, kan tanken blive til sandhed – og dermed har overleveren ikke længere ”ret” til at få hjælp til at få bearbejdet overgrebet, for det har måske faktisk ikke fundet sted….

Der findes uendelig mange forskellige traumer i forhold til netop dette område. Ville jeg selv? Deltog jeg selv? Hvorfor stoppede jeg det ikke? I min verden er dette kloge børn, børn der har gjort sit bedste for at overleve, og hvis hjerner har gjort lige præcis det, de skal…..forsøgt at beskytte børnene mod den vanvittige trussel, deres krop og forstand er udsat for. Ved at skabe en anelse mening eller fornemmelse af kontrol har hjernen givet børnene en mulighed for at overleve. I sagen fra podcasten har børnene betalt en høj pris, men de har været kloge børn, for de har i en verden af svigt formået at skaffe sig det mest grundlæggende – mad og omsorg.

Skyld og skam har intet sted hjemme hos en overlever efter overgreb. Elsk og ros i stedet barnet, tænk på, at barnet og barnets hjerne har været så fantastisk, at det har formået at skabe mulighed for overlevelse i det uforståelige – det afkræver respekt!

Knus Mette