Vibrator

……mandens ven eller fjende?

I disse Corona-tider boomer salget af sexlegetøj. Tinder og andre dating-apps ligger stille hen, og singler søger mod andre græsgange for at få lysten stillet.

Nu er statistik ikke min stærke side, men jeg er ret sikker på, at dette betyder, at endnu flere mænd i fremtiden vil møde sexlegetøj i kvinders soveværelser….og til disse mænd dedikerer jeg dette blogindlæg.

Der findes masser af myter om sexlegetøj til kvinder – og der findes mænd, som på trods af udbredelsen og normaliseringen, stadig føler sig truet på deres mandighed, når skuffen med legetøj kommer frem.

Så lad os derfor kigge på tre af de mest almindelige fejlantagelser!

En kvinde, der bruger en vibrator under sex, er utilfreds med sin mand! 

Nej! Men hun er helt sikkert en kvinde, der står ved sin seksualitet og som søger den optimale nydelse. Det er desværre sådan, at mange kvinder stadig lyver i soveværelset om egen lyst og ser gennem fingre med, at kun manden oplever orgasmen. Så hvis en kvinde trækker vibratoren frem, så kan du helt sikkert tage det som et tegn på, at hun nyder sex og ikke er bange for at lege.

Ud over dette kan en del kvinder kan have svært ved at få orgasmer, især ved penetrations-sex, og ved at tage vibratoren med i legen, optimeres kvindens chancer for at få ikke bare én, men flere orgasmer. En del kvinder oplever desuden, at de stresser over ikke at få orgasme, og hvad der burde være en nydelse, bliver hurtigt at jagt på disse. I sådanne tilfælde vil vibratoren give tryghed – it gets the job done.

 

Når først en kvinde er begyndt at bruge vibrator, bliver hun aldrig i stand til at få orgasme uden!

Nej! Orgasmer bliver udløst af stimulation – hvor den kommer fra, er kroppen ligeglad med. Orgasmer er desuden afhængige af mange andre faktorer – hvor tændt kvinden er, forspillets længde, kvindens kendskab til egen krop, om hun er tryg ved partneren osv – alt sammen noget, en vibrator ikke kan bidrage med. Dog vil mange kvinder opleve en tryghed i at vide, at de KAN få orgasmer ved brug af en vibrator – og med det i mente være mere afslappede, også når den ikke er fremme.

Lidt rigtigt kan der dog være om sagen, tidligere tiders vibratorer var så kraftige, at de var i stand til at beskadige nerveender og dermed følsomheden hos kvinden. Dette er dog ikke aktuelt med den nye generation af klitorisvibratorer, som fungerer ved hjælp af trykluft.

 

Vibratoren kommer til at erstatte manden eller sex i almindelighed!

Nej! En vibrator er en hurtig og sikker vej til orgasme, men sex med en partner er så meget mere. En vibrator kysser ikke, den deltager ikke i lange forspil eller trækker spændingen ud. Den er heller ikke særlig varieret og den holder helt sikkert heller ikke om dig, når I efterfølgende skal falde i søvn. Uanset hvor mange stearinlys kvinder tænder, så tilbyder vibratoren ikke erotik, kærlighed eller venskab. Vibratoren tilbyder lyntoget til målstregen. men langt de fleste kvinder vil langt hellere nyde turen i en Jaguar.

 

Så kære mand – byd vibratoren velkommen og se den som en driftssikker samarbejdspartner i stedet for en trussel eller konkurrent. Nyd, at din kvinde står ved sin seksualitet og endda synes, den er så vigtig, at hun har investeret i den.

Retten til at være kvinde…

…..min “omvendte” Kvindernes Kampdag.

Så kom og gik Kvindernes Internationale Kampdag, en dag, der i år kunne fejre 110 års fødselsdag. Den allerførste forsamling foregik i 1920 på Jagtvej 69 i København, her blev kvinderne enige om at kæmpe for valgret til kvinder, fokus på børn og mødres sundhed, modstand mod den stigende trussel om krig og prisstigninger. Kvinderne var allerede dengang enige om, at dagen skulle være international, hvilket i den grad er lykkedes at opnå.

Gennem tiderne har kampen ændret sig – vi fik valgret, kom på arbejdsmarkedet, fik mændene interesseret i børneopdragelse og husholdning, fri abort, vi smed BH’en – og tog den på igen, fik ledende stillinger og (næsten) ligeløn.

Så hvad er det, vi nu skal kæmpe for? Der er helt sikkert mange ting, vi kvinder kan kæmpe for, men jeg vover alligevel pelsen og siger, at jeg faktisk godt kunne tænke mig, at vi kæmpede for retten til at være den hele kvinde med alt, hvad det indebærer.

Jeg oplever både i privatlivet og i min klinik, at kvinder kan og vil selv. Vi kan klare det hele, vi har ikke brug for en mand til at hjælpe os – ja ikke engang børn behøver vi hjælp til at skabe. Som en skøn kvinde, der kommer i min klinik, sagde: ”Vi er strong independent women!”

Men er vi lykkeligere af den grund?

Jeg tror det ikke! For mens vi kæmper for at klare det hele selv, for at have succes på alle livets parametre, samtidig med, at det aldrig kunne falde os ind at spørge om hjælp, så mister vi samtidig en stor del af vores kvindelige essens. Ofte tillader vi os ikke at have brug for omsorg, at blive beskyttet, at læne sig tilbage og lade en anden tage over. Og så kan vi blive trætte, tabe modet og føle os ensomme, selv i parforhold. For det er svært at lægge kontrollen hjemme. Jeg oplever i klinikken, at mange kvinder får rigtig svært ved at bede om omsorg og hjælp, for det ligger efterhånden så dybt i os, at vi er ”strong independent women”, og at bede om hjælp eller omsorg vil være et kæmpe slag mod dette. I stedet bliver mange forhold enten en kamp mellem viljer eller et venskab mellem to mennesker, hvis forskellige køn er udvisket – begge dele besværliggør en frodig seksualitet.

Nu har vi i mange år kæmpet for vores egen selvstændighed og ligestilling, og langt hen ad vejen har vi fået den i hjemmet – men når jeg spørger kvinder, hvad de ønsker, så nævner de fleste en ”rigtig” mand. En mand, der vil kæmpe for dem, invitere dem ud, tage styringen og beskytte dem. Men det er svært – rigtig svært – for mange kvinder at tillade sig selv dette. Ofte hører jeg sætninger som ”hvis jeg først giver lidt slip, så falder det hele”, ”jeg synes, det ydmygende at bede om omsorg” eller ”jeg bryder mig ikke om at blive den lille i forholdet”. 

Jeg synes ikke, vi kvinder skal tilbage til kødgryderne og de dårligst betalte jobs – men jeg vil gerne kæmpe for retten til at være en ”strong dependent woman”. Retten til bare en gang imellem at læne mig tilbage, blive holdt om og indrømme, at lige nu har jeg brug for hjælp eller omsorg. Retten til at synes, at det er sexet, når manden åbner døren eller bærer de tungeste tasker. Retten til at nyde, når en mand tager styringen og lade mig blive i min feminine essens…..for helt ærlig, det bliver jeg ikke mindre kvinde eller feminist af!

Knus Mette

Farvel til uge 6

….om vigtigheden af seksualundervisning.

Så kom og gik uge 6, og endnu en gang havde jeg glæden af at undervise en masse skønne unge mennesker i seksualundervisning.

I uge 7 overhørte jeg to kunder i en butik, der højlydt undrede sig over, hvorfor den enes søn i første klasse havde haft seksualundervisning – var det mon ikke en anelse for tidligt? Personligt gjorde det mig glad at høre, sikke en skøn skole, hendes søn åbenbart går på. For seksualundervisning er vigtigt, ikke blot fordi det står i folkeskoleloven som en del af undervisningen helt fra 0. klasse, men også fordi børn og unge står over for helt andre udfordringer, end dem tidligere generationer mødte.

Lad mig først slå fast – seksualundervisning handler om meget mere end sex! I folkeskolens formål står der, at: Eleverne skal i emnet sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab udvikle kompetencer til at fremme sundhed og trivsel. Eleverne skal opnå forståelse for den betydning, som livsstil og levevilkår har for sundhed og trivsel, samt af samspillet mellem sundhed, seksualitet og familieliv. Faget dækker derfor over stort set alle aspekter af et menneskes liv – sundhed og trivsel fra fødsel til død.

I de mindre klasser står der ikke meget sex på programmet, selvom den dygtige lærer efter min mening selvfølgelig også lærer eleverne, hvordan man får børn og om forskellen mellem mande og kvindekroppen. Til gengæld arbejdes der meget med kroppen som et værktøj, vi skal bruge og beskytte hele livet. Det er også her, der tages hul på de forskellige familieformer. I min egen folkeskoletid kunne dette gennemgås på en enkelt time – man kunne enten bo i en kernefamilie eller (hvis man var VIRKELIG uheldig) i en skilsmissefamilie. Det var der nu ikke mange, der gjorde, og det var heller ikke noget, vi talte om, det var lidt skamfuldt. I dag står børnene over for et utal af samlivsformer, og det kan som barn eller kammerat være svært at finde rundt i de forskellige familier. Måske bor bedste-vennen med to mødre, mens nabodrengen bor med bonusmor og far i hverdagen og bonusfar og mor i weekenden – og holder jul med 8 bedsteforældre. Alle konstellationer er i spil, og det kan kræve et vist overblik og en rummelighed at navigere rundt. Samtidig lever nogle familier af kød, mens andre er veganere – nogle familier dyrker deres eget mad, mens andre vægter børnenes uddannelse højest af alt – livsstil og levevilkår skifter fra hjem til hjem.

Men de yderligere udfordringer stopper ikke der. Lidt længere oppe i klassetrinnene skal der arbejdes med køn – og nu bliver det først spændende! For unge i dag har ikke længere den luksus, det er, kun at skulle vælge mellem to køn og 2-3 forskellige slags seksualitet.  Alt er i spil, og som udgangspunkt er du ikke noget, før du har besluttet dig for at være det. Det er en kaotisk tid, og som voksne vi skylder dem at være åbne og informerende, så eleverne ikke drukner i alle de forskellige valgmuligheder og usikkerhed. Et vigtigt emne i disse år er også personlige grænser, de er vigtige at have på plads, før man bevæger sig ind i de urolige teenageår.

I overbygningen kommer den seksuelle sundhed og trivsel på banen. Altså sex – den del af undervisningen, der interesserer mig mest som sexolog. Tidligere generationer havde muligheden for at lege seksualiteten frem, man havde måske fået et par ideer fra et pornoblad, men som udgangspunkt måtte man selv finde sin egen vej. Helt anderledes er det i dag, hvor pornoen ligger frit tilgængelig på nettet. Unge mennesker i dag tror, at analsex, gruppesex og sæd sprøjtet ud over ansigtet er en del af en ungdomsseksualitet – samtidig med, at de er bange for, at man kan dø, hvis man onanerer for meget. Hvor ”fortidens” nybegyndere ikke havde helt styr på forspillet, så var der dog en del fumlen som opstart, så har nutidens unge lært fra nettet, at kvinden altid er tændt og er klar med det samme. Pornoindustriens syn på kvinden hersker, det er manden, der erobrer og kvinden, der underlægger sig. Derfor er det vigtigt at italesætte emner som lyst/ikke lyst, forspil, følelser, erogene zoner og grænser – hvis ikke vi gør dét, bliver unge youtubere og pornoen de kilder, vores unge danner deres seksualitet ud fra.

Hvis jeg skulle svare kunden i butikken, ville mit svar være nej – det er ikke for tidligt at starte i 1. klasse, for der er meget, der skal nås. Sundheds- og seksualundervisning er efter min mening et af de vigtigste fag i folkeskolen, for som det eneste fag handler det om det hele menneske og om måden, vi er i verden på. Det handler om glæde, grænser, venner, kærester, familie, følelser og sex – og alt det midt imellem. Men jeg kan sagtens forstå, at lærerne ikke har lyst til at undervise i sex, for mange overskrider det den personlige grænse – og hvordan skal vi kunne lære eleverne om grænser, hvis vi åbenlyst selv står og overskrider vores egen? Derfor glædes jeg hvert år over invitationerne til at undervise i uge 6 – og jeg glæder mig allerede til næste år.

Knus Mette

Tegning: Elev 1. klasse

Parforhold med spænding og energi?

 

……eller blev I venner med årene?

Det ligger i mennesket at søge flokkens beskyttelse, det giver mening, for sammen er vi stærke, og alene kan farerne lure. (Primært dengang fremmede stammer og sabeltigre lå på lur uden for grotten) Men i dette skjuler et af nutidens største syndere mod det gode parforhold og det lykkebringende seksualitet sig – konfluens.

Når et par er ovre den første forelskelse og måske har fået et par børn og købt fast ejendom, så giver det neurologisk mening at begynde at tilpasse sig hinanden. Man har nu flokken at beskytte, og det er derfor vigtigt ikke at skabe for meget unødig spænding eller uro, der kan føre til en opløsning af gruppen. Derfor begynder mange ubevidst at tage partnerens holdninger til sig, man bliver mere enige, man samsover med børnene – og pludselig en dag sidder man foran juletræet og pakker ens fritidsdragter op. Flokken er sikret, der er ro og fordragelighed, og ingen planlægger at bryde ud. Dette kaldes konfluens. Parret er nu så smeltet ind i hinanden, at forskellighederne er udvisket. Udadtil kan parret fremstå lykkeligt og harmonisk, og parret kan da også selv glædes over, hvor gnidningsfrit det hele forløber – men der er alligevel noget galt! I rolige øjeblikke kan parret mærke, at der mangler noget, en utilfredshed nager og jævnligt synes græsset grønnere hos andre par eller hos kollegaen på jobbet.

Problemet med konfluens er nemlig, at for at opnå denne stabile tilstand, må det enkelte individ tilpasse sig partneren i så høj en grad, at de seksuelle energier forsvinder.

Hos sexologen taler vi om den maskuline og feminine energi som to poler. Disse er ikke nødvendigvis hængt op på det biologiske køn, og alle mennesker indeholder begge energier i højere eller mindre grad. Energierne bliver ofte beskrevet som et oprørt hav med en båd. I billedet er den feminine energi havet, som bruser, nogle gange er der høje bølger og andre gange lave. Den feminine energi er styret af lyst, energi, fornemmelser – som understrømme i havet.

Den maskuline energi er til gengæld båden, der forsøger at nå i havn på trods af de skiftende bølger og strømme. Her ligger målrettethed, omtanke, ro, planlægning og vedholdenhed.

Hvor meget af de to energier, det enkelte menneske indeholder, er meget forskelligt. Det giver f.eks. meget god mening, hvis en enlig mor eller en kvindelig topleder er meget i sin maskuline energi, hvorimod en psykolog eller designer sjældent vil have glæde af primært at bestå af maskulin energi.

Når et par smelter sammen i konfluens, udlignes energierne – og det er langt fra godt for den seksuelle tiltrækningskraft! Vi har nemlig brug for de to modpoler til at skabe den energi, der giver os lyst til hinanden og får det til at slå gnister. Hvis parrenes energier nærmer sig hinanden, bliver det svært at have et spændende og aktivt sexliv. Parret kan sagtens beslutte sig for, at det er vigtigt at fastholde, men det erotiske liv bliver ofte præget af gentagelser af sidste gang – man ved, hvad der virker, og det fortsætter man med. I længden bliver dette også for kedeligt, og sexlivet løber stille ud i sandet, det bliver ”ikke så vigtigt.” Men problemet er bare, at det er det jo! Utilfredsheden begynder at murre og så kommer problemerne.

Det er derfor en rigtig god ide for par, som føler, at seksualiteten er død, at få kigget på sine energier. Er man kommet i vennefælden, er man begyndt at ligne hinanden for meget og har opgivet sig selv til gengæld for tryghed og ro? Hvis dette er tilfældet, må man arbejde på større polaritet. Hvordan man fordeler energierne er op til de enkelte, så længe forskellene bliver større. Hos hetro-par vil det som oftest kræve, at manden genfinder sin maskuline energi og begynder at tage styringen i forskellige situationer – og for kvinden, at hun lader manden styre og giver sig selv lov til at være fuldstændig kvinde. Dette skurer ofte i nutidens kvinders ører, vi er opdraget til at være selvstændige og stærke – men hånden på hjertet, hvor mange af os ønsker ikke en stærk mand, der indimellem kan tage styringen? Omvendt kan det også give fantastisk seksuel energi, hvis den mand, der har stort ansvar på jobbet, kommer hjem til en domina i sengen.

Så mit juleønske til alle jer par (heteroseksuelle, homoseksuelle eller andre konstellationer) er, at I vil få tid til at lege med jeres feminine og maskuline energier hen over julen.

Knus og glædelig jul

Mette

SKAM

Er det værd at skamme sig?

I sidste uge deltog jeg sammen med 19 andre sexologer i et seminar omkring skyld og skam. Og det er ikke uden grund, at netop dette er interessant for sexologer, vi mødes ofte skylden og skammen i vores praksis. Mange klienter kommer med skammen over ikke at have lyst, over at ønske noget andet end sin partner, over at tænke seksuelle tanker om kollegaen, over størrelsen af  kønsorganer eller livvidde, over manglende orgasmer eller for hurtig udløsning….listen er uendelig.

På Seminariet delte de 2 psykologer, der stod for undervisningen, skammen op i 2 slags – den sunde skam og den usunde skam.

Den sunde skam er den skam, vi føler, når vi har gjort noget, der er i konflikt med det menneske, vi er – eller i hvert fald ønsker at være. Denne skam forhindrer os i at begå den samme fejl igen eller rette op på fejlen ved at sige undskyld eller ændre handlingen. Den gode skam hjælper os til at være sociale mennesker og lære nye færdigheder, når skammen fortæller os, at vi ikke gør det godt nok. På denne måde er skammen et godt og vigtigt redskab, uden denne ville vi opfatte os selv som fejlfri og levet livet derefter.

Den usunde skam er derimod den skam, vi bruger til at slå os selv i hovedet med. Det er skammen over det, vi ikke kan ændre, det, som vi enten ikke selv var skyld i, eller som vi gjorde af en grund – eller som vi måske bare skal acceptere og komme videre fra. Denne skam forgifter vores liv og fastholder os i negative fortællinger om os selv. Den usunde skam giver følelsen af, at man har fejlet som menneske, at man ikke slår til – og måske endda, at man er uelskelig.

I den usunde skam ligger der en masse ensomhed. Det er en skam, man ikke ønsker at dele med sine nære, og den kan forhindre os i at leve livet fuldt ud. I klinikken oplever jeg, hvordan skammen kan være med til at ødelægge forhold, den kan sætte en barriere op i intimiteten mellem partnere, og den kan holde os fra at søge den fulde lykke og tilfredshed.

Vi har ikke lyst til, at den usunde skam skal deles, og det kan være svært at tro på, at også andre oplever præcis denne skam. Derfor kan det også være svært at søge hjælp, og skammen bliver en konstant sten i skoen.

Men skam er alles følgesvend – og vi er slet ikke så forskellige, som vi tror! På seminariet afholdt psykologerne en lille reception for vores skam. Vi havde alle udfyldt små sedler med ting, vi skammede os over, og hængt dem op på væggen. Og sikke meget skam 20 mennesker kan bære på deres skuldre. Sikken fantastisk stor mængde energi, der samlet set blev brugt på at bære denne byrde! Og når skammen hang der til skue, kunne man se, at langt de fleste sedler var ens. Vi skammede os alle over noget, vi havde udsat en partner eller vores børn for. Vi havde alle taget dumme beslutninger i privatlivet eller i arbejdslivet. Fælles for alle sedlerne var, at når man kiggede på de andres skam, så var det nemt at tilgive – herregud, man vidste jo, at de er sympatiske, empatiske mennesker, der bare havde begået en fejl. Hvorfor brugte de overhovedet energi på at bære rundt på skammen over dette? Men ens egen skam….? Den er sværere at tilgive. Men hvad nu, hvis vi prøvede? Hvad nu, hvis vi viste os selv den samme barmhjertighed og tilgav os selv? Sikken mængde positiv energi vi så ville få frigjort, en energi, der kan bruges på at gøre godt for vores børn, partner, nabo eller os selv! Personligt kæmper jeg stadig med det – men jeg er ret sikker på, at det giver god mening at give slip!

Knus Mette