Aldrig barnets skyld!

 

…om et af de største tabuer inden for seksuelle overgreb.

I denne uge faldt jeg over DR podcasten Børnelokkeren. Podcasten handler om en mand, der gennem 30 år har forgrebet sig på børn i et Københavnsk boligområde, beboet primært af familier med store sociale problemer.

Historien fortælles gennem 2 af mandens ofre, en mand og en kvinde, og de tager sammen hul på et af de mest ødelæggende og smertefulde tabuer, jeg møder i klinikken, nemlig skylden og skammen over selv at have ”deltaget aktivt” i overgrebet på den ene eller anden måde.

Lad mig starte med at slå det helt fast:

Et barn vælger ALDRIG at deltage i et overgreb! Det er ALDRIG barnets skyld og det er ALDRIG barnets ansvar at få det stoppet!

Men der er situationer, der i barnets øjne kommer til at virke som aktiv deltagelse eller accept, en tanke barnet tager med ind i voksenlivet som en sandhed, uden at få kigget på det med den voksnes viden og intellekt. Hermed er der skabt en situation, hvor traumet kapsles inde, det bliver alt for sårbart at tale om, og den voksne overlever kan hindre sig selv i at få opsøgt den hjælp, der er brug for, for at komme bedst muligt videre.

Jeg vil starte med at tage udgangspunkt i podcastens fortælling. Her flytter den pædofile ind i et socialt belastet boligområde, et område, hvor masser af børn ikke får nok at spise, ikke får nok kærlighed eller opmærksomhed fra deres primære voksne. Her har han frit spil, både fordi de voksne ikke er opmærksomme, men også fordi han er i stand til at tilbyde børnene noget af det, de mangler. De 2 voksne i podcasten fortæller om en mand, som på mange måder fyldte rollen ud som deres forældre. En voksen, der gav dem oplevelser, bekymrede sig om dem, læste lektier med dem, satte grænser, gad lege og gav dem penge til mad. Det hele havde bare en pris, nemlig de seksuelle overgreb. Men som de nu voksne børn fra den gang fortæller, så var de for det første ikke altid sikre på, at dette var unormalt – og for det andet, holdt de meget af manden og havde brug for det, han kunne give dem. Gør det dem medskyldige? Absolut ikke! Den pædofile fandt gennem 30 år en gruppe børn, hvor de var mest udsatte, og det udnyttede han – og børnene gjorde, hvad der skulle til for at overleve i et barskt miljø. JA, de opsøgte selv manden, men hvad var alternativet? At vokse op uden kærlighed? Gå sulten i seng?

Andre overlevere går med skylden og skammen over selv at have ”lagt op til” overgriberen. Det kan være, at barnet selv har taget initiativet eller har iklædt sig noget bestemt tøj. Men er dette fordi barnet har haft et ønske om at have sex med den voksne? Selvfølgelig er det ikke det! Det giver i nogle situationer rigtig god mening at få overgrebet overstået – på denne måde har barnet måske et vist tidsrum efterfølgende, hvor det kan føle sig i sikkerhed. Tænk på, hvordan det må være for et barn at være i et miljø, hvor den voksne langsomt bygger spændingen op til et overgreb – vil vi ikke alle hellere have det overstået, så vi kan få lidt fred?

Og hvad med de børn der, som kvinden i podcasten, får penge til gengæld? Sælger de sig selv til overgreb? Nej! Det giver rigtig god mening, hvis børn forlanger noget til gengæld. Når en voksen forgriber sig på et barn, tager den voksne hele magten og efterlader barnet fuldstændig magtesløs. At tage penge eller gaver til gengæld har ikke noget at gøre med, at barnet vil berige sig selv – det er en måde, hvorpå barnet er i stand til at finde et lille område, hvor det kan føle sig en smule i kontrol.

Det største tabu af dem alle er måske det, der også nævnes i podcasten – ”jeg synes jo også, det var dejligt i begyndelsen.” Min dybeste respekt til kvinden i podcasten, det tager hul på dette! For det er jo sådan, at børn jo også er sanselige væsner – men det er ikke det samme, som at de har lyst til sex med voksne! Men nogle gange svigter kroppen barnet, den reagerer på den fysiske berøring. I et barns verden kan dette blive det største og mest uforståelige svigt – for hvorfor siger kroppen ja, når resten virkelig hader det hele? Er det et tegn på, at jeg virkelig alligevel gerne vil? Denne tanke følger ofte med op i voksenlivet, og hvis den ikke kommer frem i lyset og bliver bearbejdet med den voksnes viden, kan tanken blive til sandhed – og dermed har overleveren ikke længere ”ret” til at få hjælp til at få bearbejdet overgrebet, for det har måske faktisk ikke fundet sted….

Der findes uendelig mange forskellige traumer i forhold til netop dette område. Ville jeg selv? Deltog jeg selv? Hvorfor stoppede jeg det ikke? I min verden er dette kloge børn, børn der har gjort sit bedste for at overleve, og hvis hjerner har gjort lige præcis det, de skal…..forsøgt at beskytte børnene mod den vanvittige trussel, deres krop og forstand er udsat for. Ved at skabe en anelse mening eller fornemmelse af kontrol har hjernen givet børnene en mulighed for at overleve. I sagen fra podcasten har børnene betalt en høj pris, men de har været kloge børn, for de har i en verden af svigt formået at skaffe sig det mest grundlæggende – mad og omsorg.

Skyld og skam har intet sted hjemme hos en overlever efter overgreb. Elsk og ros i stedet barnet, tænk på, at barnet og barnets hjerne har været så fantastisk, at det har formået at skabe mulighed for overlevelse i det uforståelige – det afkræver respekt!

Knus Mette

Vibrator

……mandens ven eller fjende?

I disse Corona-tider boomer salget af sexlegetøj. Tinder og andre dating-apps ligger stille hen, og singler søger mod andre græsgange for at få lysten stillet.

Nu er statistik ikke min stærke side, men jeg er ret sikker på, at dette betyder, at endnu flere mænd i fremtiden vil møde sexlegetøj i kvinders soveværelser….og til disse mænd dedikerer jeg dette blogindlæg.

Der findes masser af myter om sexlegetøj til kvinder – og der findes mænd, som på trods af udbredelsen og normaliseringen, stadig føler sig truet på deres mandighed, når skuffen med legetøj kommer frem.

Så lad os derfor kigge på tre af de mest almindelige fejlantagelser!

En kvinde, der bruger en vibrator under sex, er utilfreds med sin mand! 

Nej! Men hun er helt sikkert en kvinde, der står ved sin seksualitet og som søger den optimale nydelse. Det er desværre sådan, at mange kvinder stadig lyver i soveværelset om egen lyst og ser gennem fingre med, at kun manden oplever orgasmen. Så hvis en kvinde trækker vibratoren frem, så kan du helt sikkert tage det som et tegn på, at hun nyder sex og ikke er bange for at lege.

Ud over dette kan en del kvinder kan have svært ved at få orgasmer, især ved penetrations-sex, og ved at tage vibratoren med i legen, optimeres kvindens chancer for at få ikke bare én, men flere orgasmer. En del kvinder oplever desuden, at de stresser over ikke at få orgasme, og hvad der burde være en nydelse, bliver hurtigt at jagt på disse. I sådanne tilfælde vil vibratoren give tryghed – it gets the job done.

 

Når først en kvinde er begyndt at bruge vibrator, bliver hun aldrig i stand til at få orgasme uden!

Nej! Orgasmer bliver udløst af stimulation – hvor den kommer fra, er kroppen ligeglad med. Orgasmer er desuden afhængige af mange andre faktorer – hvor tændt kvinden er, forspillets længde, kvindens kendskab til egen krop, om hun er tryg ved partneren osv – alt sammen noget, en vibrator ikke kan bidrage med. Dog vil mange kvinder opleve en tryghed i at vide, at de KAN få orgasmer ved brug af en vibrator – og med det i mente være mere afslappede, også når den ikke er fremme.

Lidt rigtigt kan der dog være om sagen, tidligere tiders vibratorer var så kraftige, at de var i stand til at beskadige nerveender og dermed følsomheden hos kvinden. Dette er dog ikke aktuelt med den nye generation af klitorisvibratorer, som fungerer ved hjælp af trykluft.

 

Vibratoren kommer til at erstatte manden eller sex i almindelighed!

Nej! En vibrator er en hurtig og sikker vej til orgasme, men sex med en partner er så meget mere. En vibrator kysser ikke, den deltager ikke i lange forspil eller trækker spændingen ud. Den er heller ikke særlig varieret og den holder helt sikkert heller ikke om dig, når I efterfølgende skal falde i søvn. Uanset hvor mange stearinlys kvinder tænder, så tilbyder vibratoren ikke erotik, kærlighed eller venskab. Vibratoren tilbyder lyntoget til målstregen. men langt de fleste kvinder vil langt hellere nyde turen i en Jaguar.

 

Så kære mand – byd vibratoren velkommen og se den som en driftssikker samarbejdspartner i stedet for en trussel eller konkurrent. Nyd, at din kvinde står ved sin seksualitet og endda synes, den er så vigtig, at hun har investeret i den.

Retten til at være kvinde…

…..min “omvendte” Kvindernes Kampdag.

Så kom og gik Kvindernes Internationale Kampdag, en dag, der i år kunne fejre 110 års fødselsdag. Den allerførste forsamling foregik i 1920 på Jagtvej 69 i København, her blev kvinderne enige om at kæmpe for valgret til kvinder, fokus på børn og mødres sundhed, modstand mod den stigende trussel om krig og prisstigninger. Kvinderne var allerede dengang enige om, at dagen skulle være international, hvilket i den grad er lykkedes at opnå.

Gennem tiderne har kampen ændret sig – vi fik valgret, kom på arbejdsmarkedet, fik mændene interesseret i børneopdragelse og husholdning, fri abort, vi smed BH’en – og tog den på igen, fik ledende stillinger og (næsten) ligeløn.

Så hvad er det, vi nu skal kæmpe for? Der er helt sikkert mange ting, vi kvinder kan kæmpe for, men jeg vover alligevel pelsen og siger, at jeg faktisk godt kunne tænke mig, at vi kæmpede for retten til at være den hele kvinde med alt, hvad det indebærer.

Jeg oplever både i privatlivet og i min klinik, at kvinder kan og vil selv. Vi kan klare det hele, vi har ikke brug for en mand til at hjælpe os – ja ikke engang børn behøver vi hjælp til at skabe. Som en skøn kvinde, der kommer i min klinik, sagde: ”Vi er strong independent women!”

Men er vi lykkeligere af den grund?

Jeg tror det ikke! For mens vi kæmper for at klare det hele selv, for at have succes på alle livets parametre, samtidig med, at det aldrig kunne falde os ind at spørge om hjælp, så mister vi samtidig en stor del af vores kvindelige essens. Ofte tillader vi os ikke at have brug for omsorg, at blive beskyttet, at læne sig tilbage og lade en anden tage over. Og så kan vi blive trætte, tabe modet og føle os ensomme, selv i parforhold. For det er svært at lægge kontrollen hjemme. Jeg oplever i klinikken, at mange kvinder får rigtig svært ved at bede om omsorg og hjælp, for det ligger efterhånden så dybt i os, at vi er ”strong independent women”, og at bede om hjælp eller omsorg vil være et kæmpe slag mod dette. I stedet bliver mange forhold enten en kamp mellem viljer eller et venskab mellem to mennesker, hvis forskellige køn er udvisket – begge dele besværliggør en frodig seksualitet.

Nu har vi i mange år kæmpet for vores egen selvstændighed og ligestilling, og langt hen ad vejen har vi fået den i hjemmet – men når jeg spørger kvinder, hvad de ønsker, så nævner de fleste en ”rigtig” mand. En mand, der vil kæmpe for dem, invitere dem ud, tage styringen og beskytte dem. Men det er svært – rigtig svært – for mange kvinder at tillade sig selv dette. Ofte hører jeg sætninger som ”hvis jeg først giver lidt slip, så falder det hele”, ”jeg synes, det ydmygende at bede om omsorg” eller ”jeg bryder mig ikke om at blive den lille i forholdet”. 

Jeg synes ikke, vi kvinder skal tilbage til kødgryderne og de dårligst betalte jobs – men jeg vil gerne kæmpe for retten til at være en ”strong dependent woman”. Retten til bare en gang imellem at læne mig tilbage, blive holdt om og indrømme, at lige nu har jeg brug for hjælp eller omsorg. Retten til at synes, at det er sexet, når manden åbner døren eller bærer de tungeste tasker. Retten til at nyde, når en mand tager styringen og lade mig blive i min feminine essens…..for helt ærlig, det bliver jeg ikke mindre kvinde eller feminist af!

Knus Mette

Farvel til uge 6

….om vigtigheden af seksualundervisning.

Så kom og gik uge 6, og endnu en gang havde jeg glæden af at undervise en masse skønne unge mennesker i seksualundervisning.

I uge 7 overhørte jeg to kunder i en butik, der højlydt undrede sig over, hvorfor den enes søn i første klasse havde haft seksualundervisning – var det mon ikke en anelse for tidligt? Personligt gjorde det mig glad at høre, sikke en skøn skole, hendes søn åbenbart går på. For seksualundervisning er vigtigt, ikke blot fordi det står i folkeskoleloven som en del af undervisningen helt fra 0. klasse, men også fordi børn og unge står over for helt andre udfordringer, end dem tidligere generationer mødte.

Lad mig først slå fast – seksualundervisning handler om meget mere end sex! I folkeskolens formål står der, at: Eleverne skal i emnet sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab udvikle kompetencer til at fremme sundhed og trivsel. Eleverne skal opnå forståelse for den betydning, som livsstil og levevilkår har for sundhed og trivsel, samt af samspillet mellem sundhed, seksualitet og familieliv. Faget dækker derfor over stort set alle aspekter af et menneskes liv – sundhed og trivsel fra fødsel til død.

I de mindre klasser står der ikke meget sex på programmet, selvom den dygtige lærer efter min mening selvfølgelig også lærer eleverne, hvordan man får børn og om forskellen mellem mande og kvindekroppen. Til gengæld arbejdes der meget med kroppen som et værktøj, vi skal bruge og beskytte hele livet. Det er også her, der tages hul på de forskellige familieformer. I min egen folkeskoletid kunne dette gennemgås på en enkelt time – man kunne enten bo i en kernefamilie eller (hvis man var VIRKELIG uheldig) i en skilsmissefamilie. Det var der nu ikke mange, der gjorde, og det var heller ikke noget, vi talte om, det var lidt skamfuldt. I dag står børnene over for et utal af samlivsformer, og det kan som barn eller kammerat være svært at finde rundt i de forskellige familier. Måske bor bedste-vennen med to mødre, mens nabodrengen bor med bonusmor og far i hverdagen og bonusfar og mor i weekenden – og holder jul med 8 bedsteforældre. Alle konstellationer er i spil, og det kan kræve et vist overblik og en rummelighed at navigere rundt. Samtidig lever nogle familier af kød, mens andre er veganere – nogle familier dyrker deres eget mad, mens andre vægter børnenes uddannelse højest af alt – livsstil og levevilkår skifter fra hjem til hjem.

Men de yderligere udfordringer stopper ikke der. Lidt længere oppe i klassetrinnene skal der arbejdes med køn – og nu bliver det først spændende! For unge i dag har ikke længere den luksus, det er, kun at skulle vælge mellem to køn og 2-3 forskellige slags seksualitet.  Alt er i spil, og som udgangspunkt er du ikke noget, før du har besluttet dig for at være det. Det er en kaotisk tid, og som voksne vi skylder dem at være åbne og informerende, så eleverne ikke drukner i alle de forskellige valgmuligheder og usikkerhed. Et vigtigt emne i disse år er også personlige grænser, de er vigtige at have på plads, før man bevæger sig ind i de urolige teenageår.

I overbygningen kommer den seksuelle sundhed og trivsel på banen. Altså sex – den del af undervisningen, der interesserer mig mest som sexolog. Tidligere generationer havde muligheden for at lege seksualiteten frem, man havde måske fået et par ideer fra et pornoblad, men som udgangspunkt måtte man selv finde sin egen vej. Helt anderledes er det i dag, hvor pornoen ligger frit tilgængelig på nettet. Unge mennesker i dag tror, at analsex, gruppesex og sæd sprøjtet ud over ansigtet er en del af en ungdomsseksualitet – samtidig med, at de er bange for, at man kan dø, hvis man onanerer for meget. Hvor ”fortidens” nybegyndere ikke havde helt styr på forspillet, så var der dog en del fumlen som opstart, så har nutidens unge lært fra nettet, at kvinden altid er tændt og er klar med det samme. Pornoindustriens syn på kvinden hersker, det er manden, der erobrer og kvinden, der underlægger sig. Derfor er det vigtigt at italesætte emner som lyst/ikke lyst, forspil, følelser, erogene zoner og grænser – hvis ikke vi gør dét, bliver unge youtubere og pornoen de kilder, vores unge danner deres seksualitet ud fra.

Hvis jeg skulle svare kunden i butikken, ville mit svar være nej – det er ikke for tidligt at starte i 1. klasse, for der er meget, der skal nås. Sundheds- og seksualundervisning er efter min mening et af de vigtigste fag i folkeskolen, for som det eneste fag handler det om det hele menneske og om måden, vi er i verden på. Det handler om glæde, grænser, venner, kærester, familie, følelser og sex – og alt det midt imellem. Men jeg kan sagtens forstå, at lærerne ikke har lyst til at undervise i sex, for mange overskrider det den personlige grænse – og hvordan skal vi kunne lære eleverne om grænser, hvis vi åbenlyst selv står og overskrider vores egen? Derfor glædes jeg hvert år over invitationerne til at undervise i uge 6 – og jeg glæder mig allerede til næste år.

Knus Mette

Tegning: Elev 1. klasse

Parforhold med spænding og energi?

 

……eller blev I venner med årene?

Det ligger i mennesket at søge flokkens beskyttelse, det giver mening, for sammen er vi stærke, og alene kan farerne lure. (Primært dengang fremmede stammer og sabeltigre lå på lur uden for grotten) Men i dette skjuler et af nutidens største syndere mod det gode parforhold og det lykkebringende seksualitet sig – konfluens.

Når et par er ovre den første forelskelse og måske har fået et par børn og købt fast ejendom, så giver det neurologisk mening at begynde at tilpasse sig hinanden. Man har nu flokken at beskytte, og det er derfor vigtigt ikke at skabe for meget unødig spænding eller uro, der kan føre til en opløsning af gruppen. Derfor begynder mange ubevidst at tage partnerens holdninger til sig, man bliver mere enige, man samsover med børnene – og pludselig en dag sidder man foran juletræet og pakker ens fritidsdragter op. Flokken er sikret, der er ro og fordragelighed, og ingen planlægger at bryde ud. Dette kaldes konfluens. Parret er nu så smeltet ind i hinanden, at forskellighederne er udvisket. Udadtil kan parret fremstå lykkeligt og harmonisk, og parret kan da også selv glædes over, hvor gnidningsfrit det hele forløber – men der er alligevel noget galt! I rolige øjeblikke kan parret mærke, at der mangler noget, en utilfredshed nager og jævnligt synes græsset grønnere hos andre par eller hos kollegaen på jobbet.

Problemet med konfluens er nemlig, at for at opnå denne stabile tilstand, må det enkelte individ tilpasse sig partneren i så høj en grad, at de seksuelle energier forsvinder.

Hos sexologen taler vi om den maskuline og feminine energi som to poler. Disse er ikke nødvendigvis hængt op på det biologiske køn, og alle mennesker indeholder begge energier i højere eller mindre grad. Energierne bliver ofte beskrevet som et oprørt hav med en båd. I billedet er den feminine energi havet, som bruser, nogle gange er der høje bølger og andre gange lave. Den feminine energi er styret af lyst, energi, fornemmelser – som understrømme i havet.

Den maskuline energi er til gengæld båden, der forsøger at nå i havn på trods af de skiftende bølger og strømme. Her ligger målrettethed, omtanke, ro, planlægning og vedholdenhed.

Hvor meget af de to energier, det enkelte menneske indeholder, er meget forskelligt. Det giver f.eks. meget god mening, hvis en enlig mor eller en kvindelig topleder er meget i sin maskuline energi, hvorimod en psykolog eller designer sjældent vil have glæde af primært at bestå af maskulin energi.

Når et par smelter sammen i konfluens, udlignes energierne – og det er langt fra godt for den seksuelle tiltrækningskraft! Vi har nemlig brug for de to modpoler til at skabe den energi, der giver os lyst til hinanden og får det til at slå gnister. Hvis parrenes energier nærmer sig hinanden, bliver det svært at have et spændende og aktivt sexliv. Parret kan sagtens beslutte sig for, at det er vigtigt at fastholde, men det erotiske liv bliver ofte præget af gentagelser af sidste gang – man ved, hvad der virker, og det fortsætter man med. I længden bliver dette også for kedeligt, og sexlivet løber stille ud i sandet, det bliver ”ikke så vigtigt.” Men problemet er bare, at det er det jo! Utilfredsheden begynder at murre og så kommer problemerne.

Det er derfor en rigtig god ide for par, som føler, at seksualiteten er død, at få kigget på sine energier. Er man kommet i vennefælden, er man begyndt at ligne hinanden for meget og har opgivet sig selv til gengæld for tryghed og ro? Hvis dette er tilfældet, må man arbejde på større polaritet. Hvordan man fordeler energierne er op til de enkelte, så længe forskellene bliver større. Hos hetro-par vil det som oftest kræve, at manden genfinder sin maskuline energi og begynder at tage styringen i forskellige situationer – og for kvinden, at hun lader manden styre og giver sig selv lov til at være fuldstændig kvinde. Dette skurer ofte i nutidens kvinders ører, vi er opdraget til at være selvstændige og stærke – men hånden på hjertet, hvor mange af os ønsker ikke en stærk mand, der indimellem kan tage styringen? Omvendt kan det også give fantastisk seksuel energi, hvis den mand, der har stort ansvar på jobbet, kommer hjem til en domina i sengen.

Så mit juleønske til alle jer par (heteroseksuelle, homoseksuelle eller andre konstellationer) er, at I vil få tid til at lege med jeres feminine og maskuline energier hen over julen.

Knus og glædelig jul

Mette