Peters kamp mod nøgenheden

…om Peter Skaarups kamp mod DR Ultra

I anledningen af 50 året for den obligatoriske seksualundervisning i folkeskolen, er der kommet fokus på den undervisning, der tilbydes i dag….og heldigvis, for Projekt Sexus* sidste år viste, at 50,4 % af danskerne oplyser, at de enten ikke har fået seksualundervisning, eller at deres seksualundervisning var yderst mangelfuld.

Derfor glæder det mig også utroligt meget, at DR Ultra har lavet en fantastisk serien, DR Ultra smider tøjet. Her viser DR over 2 sæsoner menneskekroppen, som den er. Der er tykke og tynde, unge og gamle, mennesker uden ben, mennesker med hår og mennesker uden, mørke mennesker og lyse mennesker…ja faktisk runder de hele paletten af menneskeheden, og de er alle nøgne. I studiet er der til hver udsendelse inviteret en gruppe børn, som stiller alle de spørgsmål, vi andre gerne ville have hørt svaret på, da vi var børn. Og de nøgne mennesker i panelet svarer ærligt på alle spørgsmål, lige fra om de skammer sig over at være overvægtige, til størrelsen på deres bryster og lem eller om de er trætte af at have fået måne på hovedet.

Jeg er fan!

Derfor bliver jeg også trist, når jeg i podcasten Q&Co** hører folketingspolitikeren Peter Skaarup udtale sig om samme program. Jeg tror ikke, han udtaler sig som repræsentant for sit parti, men han har en platform, hvor han kan nå ud til folk med sine holdninger og dermed også påvirke den retning, seksualundervisningen skal gå i….og jeg fornemmer ikke, at han i tråd med den danske befolkning mener, at vi skal bevæge os fremad mod bedre oplysning.

Lad mig starte med det faktuelt forkerte i Peter Skaarups udtalelser. I programmet siger han, at ”seksualundervisningen starter i 7.-9. klasse.” NEJ! Seksualundervisningen starter præcis den dag, de møder ind i 1. klasse.  Faget hedder Sundheds- og Seksualundervisning og Familiekundskab, forkortet SSF. Desværre er der ikke sat fast timeantal på, men faget skal indgå i den undervisning, der ellers foregår, og læreren har pligt til at undervise i det.

Men for Peter Skaarup er de nøgne kroppe i DR Ultras program langt over grænsen. Han mener ikke, at mindre børn skal udsættes for dette. I Programmet Q&Co udtaler han ”..helt ned til 7 år kan en pige, der lige er startet i skole, se disse her granvoksne mænds tissemænd på række – de står jo sådan og præsenterer hele værket på række. Og det synes jeg ikke om, det vil jeg gerne selv, som forældre, bestemme, hvornår mine børn skal præsenteres for sådan noget. Det er en sag, som de tids nok kan forholde sig til.  Nu har jeg jo set programmerne, og jeg har virkelig svært ved at se, hvad det er, små piger (og åbenbart kun pigerne) kan tage skade af at se…? Og forholde sig til? Ikke så sært, at børn og unge i dag kæmper med accepten af deres kroppe, når det eneste de har at måle sig med, er kroppene i reklamerne. De tider, hvor man gik med sine forældre i svømmebadet og klædte om med andre, er ovre. Børn ved ikke, hvordan kroppen ser ud, og det skaber skam og usikkerhed. Men med mindre, Peter Skaarup får sat sit aftryk på folkeskoleloven, så er børn heldigvis sikret, at de har adgang til at se og beundre menneskekroppen i alle dens afskygninger. I fagets mål står nemlig, at børn inden 3. klasse ”kan samtale om mangfoldighed i forhold til krop og køn med udgangspunkt i eget liv.”**

Det er dog ikke fordi, Peter Skaarup mener, børn ikke må se menneskekroppen – bare ikke den rigtige: ”Det er ikke fordi, jeg angriber, at DR kan få  lov til at diskutere de her ting….men det, jeg bare synes, man skulle gøre, var måske at vælge noget tegnefilm eller animation eller sådan noget, så det ikke er den der direkte udstilling af tissemænd direkte over for børnene.”  Lad os lige stoppe op her! Så der er altså dele på menneskekroppen, børn kun bør se i animeret form indtil 7. klasse?? Jeg tænker, de fleste læsere kan se problemet her!

Men hvorfor er det så, at Peter Skaarup ikke ønsker, at piger ikke skal se tissemænd? (han nævner i programmet ikke på noget tidspunkt drengene eller de kvindelige kønsorganer) Åbenbart fordi Peter Skaarup forbinder de mandlige kønsorganer med sex og dermed som en selvstændig og mulig skamfuld del af den mandlige anatomi. Henrik Qvortrup spørger gentagne gange ind til en forklaring på dette, hvilket fører til følgende  – lad os kalde det lidt omstændige – svar: ”Hvad er det med tissemænd – og de kan jo bruges til flere ting, men jo altså også sex og det synes jeg godt, jeg vil holde lidt tilbage.Q:”Men ordet sex er ikke nævnt en eneste gang?” ”…Nej, men ikke desto mindre forbindes det med de der tissemænd, der står der på række, og der har jeg ikke lyst til, at det er et tema, som  andre end forældrene skal styre, altså mig og min bedre halvdel, og på samme måde tror jeg, at der er andre, der synes, at det er godt nok tidligt…” ”Uanset om man kan lide det eller ej, så er der børn, der kommer til at tænke på sådan nogle ting, når de ser de her nøgne kroppe og anderledes kan det ikke være.” Her må jeg sige NEJ, Peter Skaarup. Det er voksne, der forbinder kønsorganer med sex – ikke børn! Jo, på et tidspunkt begynder de at synes, at kønsorganer er sjove, frække og hemmelige, de leger endda med dem, men det er børneseksualitet, ikke voksenseksualitet, og der er altså en kæmpe forskel!

Her kommer jeg til det, jeg synes, der er det største problem ved Peter Skaarups angst for DR Ultra – han trækker nemlig sin voksenseksualitet ned over børnene. Han fortæller dem, at kønsorganer er farefulde og skamfulde, og at nøgenhed er lig med sex. Lad os kort lege, at børn på 7 år først og fremmest kommer til at tænke på sex….vil det så være farligt? Vil det ikke være et større problem, hvis børn op til 7. klasse ikke ved, hvor børnene kommer fra – og hvordan en nøgen krop ser ud, altså en helt almindelig én, ikke den perfekte fra reklamerne? Er sex også skamfuldt? Hvordan vil børn – og især i disse MeToo tider – kunne lære om grænser og sund seksualitet, hvis sex og kønsorganer ikke skal på skemaet før godt oppe i de store klasser? (hvor de allerede er begyndt at gå egne veje) Gennem tegnefilm og animation, for at skåne dem for synet af en helt almindelig krop? Jeg tror det næppe!

Dette er ikke et politisk blogindlæg – men jeg vil krydse mine fingre for, at Peter Skaarup aldrig kommer i nærheden af undervisningsministeriet og folkeskoleloven…..for børnenes skyld!

Knus Mette

Fællesmål for Sundheds- og Seksualundervisning og Familiekundskab.

Eleverne skal i emnet sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab udvikle kompetencer til at fremme sundhed og trivsel. Eleverne skal opnå forståelse for den betydning, som livsstil og levevilkår har for sundhed og trivsel, samt af samspillet mellem sundhed, seksualitet og familieliv.

Stk. 2. Eleverne skal beskæftige sig med egne og andres erfaringer og undren i emnet for at medvirke til udvikling af engagement, selvtillid og livsglæde samt støtte den enkelte i udvikling af egen identitet i samspil med andre. Emnet skal endvidere medvirke til, at eleverne opnår erkendelse af egne grænser og rettigheder samt forståelse for andres.

Stk. 3. I sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab skal eleverne udvikle forudsætninger for, at de i fællesskab med andre og hver for sig kan tage kritisk stilling og handle for at fremme egen og andres sundhed

*Projekt SEXUS, Statens Serums Institut og Aalborg universitet, 2019

**Podcast Q&Co, 10. september 2020

***Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab Fælles Mål 2019, undervisningsministeriet.

Når vi er mest sårbare

Mange tror, at sexologi kun drejer sig om sex – og måske en anelse om erotik. Men fakta er, at mit arbejde som sexolog og seksualvejleder rummer så uendelig meget mere.

Når jeg en gang imellem har tid og overskud, tager jeg vagter i regionens psykiatri. Her møder jeg mennesker i livets dybeste kriser. Mennesker, for hvem livet er gledet af hænde, og som ikke længere er en del af det omkringliggende samfund. En del af dem er så dårlige, at de ikke længere kan komme ud af sengen og mange har ikke længere et sprog – enten selvvalgt eller grundet sygdom.

Det er blandt disse borgere, jeg arbejder med sexologien i dens mest grundlæggende og rene form.

Når man som menneske er sengeliggende og med enten ringe eller intet sprog, er man fuldstændig overladt til andre mennesker. Man er ikke længere i stand til selv at varetage de mest fundamentale ting, som et lille barn er man 100% afhængig af, at andre sørger for, at man får mad, bliver holdt ren, bliver lagt til at sove og får hjælp, når angsten tager over.

Og som hos helt små børn, bliver netop berøringen fuldstændig essentiel. For intet menneske kan leve uden berøring, uden den visner vi og dør. Samtidig er det også ofte det eneste, disse borgere kan tage imod – de ting, vi normalt gør for at forkæle hinanden, er ikke længere aktuelt.

Det er i psykiatrien, jeg har nogle af de smukkeste oplevelser. For når vi fjerner alt ”støj” i relationen til andre mennesker, når det eneste, der er tilbage, er berøringen og øjenkontakten, så bliver man fuldstændig sårbar. Det gælder ikke kun borgeren i sengen, men også mig som menneske. Det, at holde et andet menneske i hånden og gennem øjenkontakt signalere, at man er der for dem, kræver en del. Ved øjenkontakt kan man ikke gemme sig, der er ingen maske…måske den ærligste kontaktform, man kan have. Det kan være en voldsom oplevelse at se et andet menneskes sorg og angst, men samtidig utroligt rørende at blive lukket ind.  At fastholde kontakten og signalere, at det er ok, at man godt kan rumme det, er omsorg.

Men også den fysiske pleje giver uendelige muligheder for at bringe min viden som seksualvejleder i spil.

Ja, det kan være grænseoverskridende at skulle vaske, barbere og klæde en voksen mand på – men som med øjenkontakten kan det også ses som en tillidserklæring og en mulighed for at drage omsorg. Som vikar får jeg ofte mere tid med borgerne end de ansatte, og dette betyder, at der er tid til netop at gøre noget af det, vi ved, øger livskvaliteten. Det er ikke store forkromede aktiviteter, det er helt nede i det små. Massere hovedbunden ved hårvask. Sørge for at hele kroppen bliver både vasket og tørret grundigt med et tryk, der på den ene side kan mærkes af borgeren og som på den anden side ikke bliver overstimulerende. Være opmærksom på borgerens grænser og hjælpe til med, at borgeren bevarer den smule værdighed, der er tilbage, når man ligger nøgen på en badebåre.

Jeg er træt, når jeg kører hjem fra disse vagter. Men jeg fyldes med taknemmelighed over endnu en gang at have oplevet, hvor vigtig seksualiteten er – ikke ”bare” den seksuelle akt, men mødet mellem mennesker, berøringen og kontakten.

Knus Mette

Tusind tak til alle de fantastiske sygeplejersker, SOSU-assistenter/hjælpere, pædagoger, fysio- og ergoterapeuter og alle jer andre, jeg møder på min vej. I er et fantastisk folkefærd, der ved hver eneste vagt viser mig, hvor meget jeres omsorg og professionalitet betyder for de mest udsatte i samfundet. Jeg ser en rummelighed og en kærlighed hver eneste gang – også selvom klokken er 21 og I endnu ikke hverken har siddet eller spist, siden I mødte ind om eftermiddagen. I fortjener den dybeste respekt!

Aldrig barnets skyld!

 

…om et af de største tabuer inden for seksuelle overgreb.

I denne uge faldt jeg over DR podcasten Børnelokkeren. Podcasten handler om en mand, der gennem 30 år har forgrebet sig på børn i et Københavnsk boligområde, beboet primært af familier med store sociale problemer.

Historien fortælles gennem 2 af mandens ofre, en mand og en kvinde, og de tager sammen hul på et af de mest ødelæggende og smertefulde tabuer, jeg møder i klinikken, nemlig skylden og skammen over selv at have ”deltaget aktivt” i overgrebet på den ene eller anden måde.

Lad mig starte med at slå det helt fast:

Et barn vælger ALDRIG at deltage i et overgreb! Det er ALDRIG barnets skyld og det er ALDRIG barnets ansvar at få det stoppet!

Men der er situationer, der i barnets øjne kommer til at virke som aktiv deltagelse eller accept, en tanke barnet tager med ind i voksenlivet som en sandhed, uden at få kigget på det med den voksnes viden og intellekt. Hermed er der skabt en situation, hvor traumet kapsles inde, det bliver alt for sårbart at tale om, og den voksne overlever kan hindre sig selv i at få opsøgt den hjælp, der er brug for, for at komme bedst muligt videre.

Jeg vil starte med at tage udgangspunkt i podcastens fortælling. Her flytter den pædofile ind i et socialt belastet boligområde, et område, hvor masser af børn ikke får nok at spise, ikke får nok kærlighed eller opmærksomhed fra deres primære voksne. Her har han frit spil, både fordi de voksne ikke er opmærksomme, men også fordi han er i stand til at tilbyde børnene noget af det, de mangler. De 2 voksne i podcasten fortæller om en mand, som på mange måder fyldte rollen ud som deres forældre. En voksen, der gav dem oplevelser, bekymrede sig om dem, læste lektier med dem, satte grænser, gad lege og gav dem penge til mad. Det hele havde bare en pris, nemlig de seksuelle overgreb. Men som de nu voksne børn fra den gang fortæller, så var de for det første ikke altid sikre på, at dette var unormalt – og for det andet, holdt de meget af manden og havde brug for det, han kunne give dem. Gør det dem medskyldige? Absolut ikke! Den pædofile fandt gennem 30 år en gruppe børn, hvor de var mest udsatte, og det udnyttede han – og børnene gjorde, hvad der skulle til for at overleve i et barskt miljø. JA, de opsøgte selv manden, men hvad var alternativet? At vokse op uden kærlighed? Gå sulten i seng?

Andre overlevere går med skylden og skammen over selv at have ”lagt op til” overgriberen. Det kan være, at barnet selv har taget initiativet eller har iklædt sig noget bestemt tøj. Men er dette fordi barnet har haft et ønske om at have sex med den voksne? Selvfølgelig er det ikke det! Det giver i nogle situationer rigtig god mening at få overgrebet overstået – på denne måde har barnet måske et vist tidsrum efterfølgende, hvor det kan føle sig i sikkerhed. Tænk på, hvordan det må være for et barn at være i et miljø, hvor den voksne langsomt bygger spændingen op til et overgreb – vil vi ikke alle hellere have det overstået, så vi kan få lidt fred?

Og hvad med de børn der, som kvinden i podcasten, får penge til gengæld? Sælger de sig selv til overgreb? Nej! Det giver rigtig god mening, hvis børn forlanger noget til gengæld. Når en voksen forgriber sig på et barn, tager den voksne hele magten og efterlader barnet fuldstændig magtesløs. At tage penge eller gaver til gengæld har ikke noget at gøre med, at barnet vil berige sig selv – det er en måde, hvorpå barnet er i stand til at finde et lille område, hvor det kan føle sig en smule i kontrol.

Det største tabu af dem alle er måske det, der også nævnes i podcasten – ”jeg synes jo også, det var dejligt i begyndelsen.” Min dybeste respekt til kvinden i podcasten, det tager hul på dette! For det er jo sådan, at børn jo også er sanselige væsner – men det er ikke det samme, som at de har lyst til sex med voksne! Men nogle gange svigter kroppen barnet, den reagerer på den fysiske berøring. I et barns verden kan dette blive det største og mest uforståelige svigt – for hvorfor siger kroppen ja, når resten virkelig hader det hele? Er det et tegn på, at jeg virkelig alligevel gerne vil? Denne tanke følger ofte med op i voksenlivet, og hvis den ikke kommer frem i lyset og bliver bearbejdet med den voksnes viden, kan tanken blive til sandhed – og dermed har overleveren ikke længere ”ret” til at få hjælp til at få bearbejdet overgrebet, for det har måske faktisk ikke fundet sted….

Der findes uendelig mange forskellige traumer i forhold til netop dette område. Ville jeg selv? Deltog jeg selv? Hvorfor stoppede jeg det ikke? I min verden er dette kloge børn, børn der har gjort sit bedste for at overleve, og hvis hjerner har gjort lige præcis det, de skal…..forsøgt at beskytte børnene mod den vanvittige trussel, deres krop og forstand er udsat for. Ved at skabe en anelse mening eller fornemmelse af kontrol har hjernen givet børnene en mulighed for at overleve. I sagen fra podcasten har børnene betalt en høj pris, men de har været kloge børn, for de har i en verden af svigt formået at skaffe sig det mest grundlæggende – mad og omsorg.

Skyld og skam har intet sted hjemme hos en overlever efter overgreb. Elsk og ros i stedet barnet, tænk på, at barnet og barnets hjerne har været så fantastisk, at det har formået at skabe mulighed for overlevelse i det uforståelige – det afkræver respekt!

Knus Mette

Vibrator

……mandens ven eller fjende?

I disse Corona-tider boomer salget af sexlegetøj. Tinder og andre dating-apps ligger stille hen, og singler søger mod andre græsgange for at få lysten stillet.

Nu er statistik ikke min stærke side, men jeg er ret sikker på, at dette betyder, at endnu flere mænd i fremtiden vil møde sexlegetøj i kvinders soveværelser….og til disse mænd dedikerer jeg dette blogindlæg.

Der findes masser af myter om sexlegetøj til kvinder – og der findes mænd, som på trods af udbredelsen og normaliseringen, stadig føler sig truet på deres mandighed, når skuffen med legetøj kommer frem.

Så lad os derfor kigge på tre af de mest almindelige fejlantagelser!

En kvinde, der bruger en vibrator under sex, er utilfreds med sin mand! 

Nej! Men hun er helt sikkert en kvinde, der står ved sin seksualitet og som søger den optimale nydelse. Det er desværre sådan, at mange kvinder stadig lyver i soveværelset om egen lyst og ser gennem fingre med, at kun manden oplever orgasmen. Så hvis en kvinde trækker vibratoren frem, så kan du helt sikkert tage det som et tegn på, at hun nyder sex og ikke er bange for at lege.

Ud over dette kan en del kvinder kan have svært ved at få orgasmer, især ved penetrations-sex, og ved at tage vibratoren med i legen, optimeres kvindens chancer for at få ikke bare én, men flere orgasmer. En del kvinder oplever desuden, at de stresser over ikke at få orgasme, og hvad der burde være en nydelse, bliver hurtigt at jagt på disse. I sådanne tilfælde vil vibratoren give tryghed – it gets the job done.

 

Når først en kvinde er begyndt at bruge vibrator, bliver hun aldrig i stand til at få orgasme uden!

Nej! Orgasmer bliver udløst af stimulation – hvor den kommer fra, er kroppen ligeglad med. Orgasmer er desuden afhængige af mange andre faktorer – hvor tændt kvinden er, forspillets længde, kvindens kendskab til egen krop, om hun er tryg ved partneren osv – alt sammen noget, en vibrator ikke kan bidrage med. Dog vil mange kvinder opleve en tryghed i at vide, at de KAN få orgasmer ved brug af en vibrator – og med det i mente være mere afslappede, også når den ikke er fremme.

Lidt rigtigt kan der dog være om sagen, tidligere tiders vibratorer var så kraftige, at de var i stand til at beskadige nerveender og dermed følsomheden hos kvinden. Dette er dog ikke aktuelt med den nye generation af klitorisvibratorer, som fungerer ved hjælp af trykluft.

 

Vibratoren kommer til at erstatte manden eller sex i almindelighed!

Nej! En vibrator er en hurtig og sikker vej til orgasme, men sex med en partner er så meget mere. En vibrator kysser ikke, den deltager ikke i lange forspil eller trækker spændingen ud. Den er heller ikke særlig varieret og den holder helt sikkert heller ikke om dig, når I efterfølgende skal falde i søvn. Uanset hvor mange stearinlys kvinder tænder, så tilbyder vibratoren ikke erotik, kærlighed eller venskab. Vibratoren tilbyder lyntoget til målstregen. men langt de fleste kvinder vil langt hellere nyde turen i en Jaguar.

 

Så kære mand – byd vibratoren velkommen og se den som en driftssikker samarbejdspartner i stedet for en trussel eller konkurrent. Nyd, at din kvinde står ved sin seksualitet og endda synes, den er så vigtig, at hun har investeret i den.

Retten til at være kvinde…

…..min “omvendte” Kvindernes Kampdag.

Så kom og gik Kvindernes Internationale Kampdag, en dag, der i år kunne fejre 110 års fødselsdag. Den allerførste forsamling foregik i 1920 på Jagtvej 69 i København, her blev kvinderne enige om at kæmpe for valgret til kvinder, fokus på børn og mødres sundhed, modstand mod den stigende trussel om krig og prisstigninger. Kvinderne var allerede dengang enige om, at dagen skulle være international, hvilket i den grad er lykkedes at opnå.

Gennem tiderne har kampen ændret sig – vi fik valgret, kom på arbejdsmarkedet, fik mændene interesseret i børneopdragelse og husholdning, fri abort, vi smed BH’en – og tog den på igen, fik ledende stillinger og (næsten) ligeløn.

Så hvad er det, vi nu skal kæmpe for? Der er helt sikkert mange ting, vi kvinder kan kæmpe for, men jeg vover alligevel pelsen og siger, at jeg faktisk godt kunne tænke mig, at vi kæmpede for retten til at være den hele kvinde med alt, hvad det indebærer.

Jeg oplever både i privatlivet og i min klinik, at kvinder kan og vil selv. Vi kan klare det hele, vi har ikke brug for en mand til at hjælpe os – ja ikke engang børn behøver vi hjælp til at skabe. Som en skøn kvinde, der kommer i min klinik, sagde: ”Vi er strong independent women!”

Men er vi lykkeligere af den grund?

Jeg tror det ikke! For mens vi kæmper for at klare det hele selv, for at have succes på alle livets parametre, samtidig med, at det aldrig kunne falde os ind at spørge om hjælp, så mister vi samtidig en stor del af vores kvindelige essens. Ofte tillader vi os ikke at have brug for omsorg, at blive beskyttet, at læne sig tilbage og lade en anden tage over. Og så kan vi blive trætte, tabe modet og føle os ensomme, selv i parforhold. For det er svært at lægge kontrollen hjemme. Jeg oplever i klinikken, at mange kvinder får rigtig svært ved at bede om omsorg og hjælp, for det ligger efterhånden så dybt i os, at vi er ”strong independent women”, og at bede om hjælp eller omsorg vil være et kæmpe slag mod dette. I stedet bliver mange forhold enten en kamp mellem viljer eller et venskab mellem to mennesker, hvis forskellige køn er udvisket – begge dele besværliggør en frodig seksualitet.

Nu har vi i mange år kæmpet for vores egen selvstændighed og ligestilling, og langt hen ad vejen har vi fået den i hjemmet – men når jeg spørger kvinder, hvad de ønsker, så nævner de fleste en ”rigtig” mand. En mand, der vil kæmpe for dem, invitere dem ud, tage styringen og beskytte dem. Men det er svært – rigtig svært – for mange kvinder at tillade sig selv dette. Ofte hører jeg sætninger som ”hvis jeg først giver lidt slip, så falder det hele”, ”jeg synes, det ydmygende at bede om omsorg” eller ”jeg bryder mig ikke om at blive den lille i forholdet”. 

Jeg synes ikke, vi kvinder skal tilbage til kødgryderne og de dårligst betalte jobs – men jeg vil gerne kæmpe for retten til at være en ”strong dependent woman”. Retten til bare en gang imellem at læne mig tilbage, blive holdt om og indrømme, at lige nu har jeg brug for hjælp eller omsorg. Retten til at synes, at det er sexet, når manden åbner døren eller bærer de tungeste tasker. Retten til at nyde, når en mand tager styringen og lade mig blive i min feminine essens…..for helt ærlig, det bliver jeg ikke mindre kvinde eller feminist af!

Knus Mette

Farvel til uge 6

….om vigtigheden af seksualundervisning.

Så kom og gik uge 6, og endnu en gang havde jeg glæden af at undervise en masse skønne unge mennesker i seksualundervisning.

I uge 7 overhørte jeg to kunder i en butik, der højlydt undrede sig over, hvorfor den enes søn i første klasse havde haft seksualundervisning – var det mon ikke en anelse for tidligt? Personligt gjorde det mig glad at høre, sikke en skøn skole, hendes søn åbenbart går på. For seksualundervisning er vigtigt, ikke blot fordi det står i folkeskoleloven som en del af undervisningen helt fra 0. klasse, men også fordi børn og unge står over for helt andre udfordringer, end dem tidligere generationer mødte.

Lad mig først slå fast – seksualundervisning handler om meget mere end sex! I folkeskolens formål står der, at: Eleverne skal i emnet sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab udvikle kompetencer til at fremme sundhed og trivsel. Eleverne skal opnå forståelse for den betydning, som livsstil og levevilkår har for sundhed og trivsel, samt af samspillet mellem sundhed, seksualitet og familieliv. Faget dækker derfor over stort set alle aspekter af et menneskes liv – sundhed og trivsel fra fødsel til død.

I de mindre klasser står der ikke meget sex på programmet, selvom den dygtige lærer efter min mening selvfølgelig også lærer eleverne, hvordan man får børn og om forskellen mellem mande og kvindekroppen. Til gengæld arbejdes der meget med kroppen som et værktøj, vi skal bruge og beskytte hele livet. Det er også her, der tages hul på de forskellige familieformer. I min egen folkeskoletid kunne dette gennemgås på en enkelt time – man kunne enten bo i en kernefamilie eller (hvis man var VIRKELIG uheldig) i en skilsmissefamilie. Det var der nu ikke mange, der gjorde, og det var heller ikke noget, vi talte om, det var lidt skamfuldt. I dag står børnene over for et utal af samlivsformer, og det kan som barn eller kammerat være svært at finde rundt i de forskellige familier. Måske bor bedste-vennen med to mødre, mens nabodrengen bor med bonusmor og far i hverdagen og bonusfar og mor i weekenden – og holder jul med 8 bedsteforældre. Alle konstellationer er i spil, og det kan kræve et vist overblik og en rummelighed at navigere rundt. Samtidig lever nogle familier af kød, mens andre er veganere – nogle familier dyrker deres eget mad, mens andre vægter børnenes uddannelse højest af alt – livsstil og levevilkår skifter fra hjem til hjem.

Men de yderligere udfordringer stopper ikke der. Lidt længere oppe i klassetrinnene skal der arbejdes med køn – og nu bliver det først spændende! For unge i dag har ikke længere den luksus, det er, kun at skulle vælge mellem to køn og 2-3 forskellige slags seksualitet.  Alt er i spil, og som udgangspunkt er du ikke noget, før du har besluttet dig for at være det. Det er en kaotisk tid, og som voksne vi skylder dem at være åbne og informerende, så eleverne ikke drukner i alle de forskellige valgmuligheder og usikkerhed. Et vigtigt emne i disse år er også personlige grænser, de er vigtige at have på plads, før man bevæger sig ind i de urolige teenageår.

I overbygningen kommer den seksuelle sundhed og trivsel på banen. Altså sex – den del af undervisningen, der interesserer mig mest som sexolog. Tidligere generationer havde muligheden for at lege seksualiteten frem, man havde måske fået et par ideer fra et pornoblad, men som udgangspunkt måtte man selv finde sin egen vej. Helt anderledes er det i dag, hvor pornoen ligger frit tilgængelig på nettet. Unge mennesker i dag tror, at analsex, gruppesex og sæd sprøjtet ud over ansigtet er en del af en ungdomsseksualitet – samtidig med, at de er bange for, at man kan dø, hvis man onanerer for meget. Hvor ”fortidens” nybegyndere ikke havde helt styr på forspillet, så var der dog en del fumlen som opstart, så har nutidens unge lært fra nettet, at kvinden altid er tændt og er klar med det samme. Pornoindustriens syn på kvinden hersker, det er manden, der erobrer og kvinden, der underlægger sig. Derfor er det vigtigt at italesætte emner som lyst/ikke lyst, forspil, følelser, erogene zoner og grænser – hvis ikke vi gør dét, bliver unge youtubere og pornoen de kilder, vores unge danner deres seksualitet ud fra.

Hvis jeg skulle svare kunden i butikken, ville mit svar være nej – det er ikke for tidligt at starte i 1. klasse, for der er meget, der skal nås. Sundheds- og seksualundervisning er efter min mening et af de vigtigste fag i folkeskolen, for som det eneste fag handler det om det hele menneske og om måden, vi er i verden på. Det handler om glæde, grænser, venner, kærester, familie, følelser og sex – og alt det midt imellem. Men jeg kan sagtens forstå, at lærerne ikke har lyst til at undervise i sex, for mange overskrider det den personlige grænse – og hvordan skal vi kunne lære eleverne om grænser, hvis vi åbenlyst selv står og overskrider vores egen? Derfor glædes jeg hvert år over invitationerne til at undervise i uge 6 – og jeg glæder mig allerede til næste år.

Knus Mette

Tegning: Elev 1. klasse

Parforhold med spænding og energi?

 

……eller blev I venner med årene?

Det ligger i mennesket at søge flokkens beskyttelse, det giver mening, for sammen er vi stærke, og alene kan farerne lure. (Primært dengang fremmede stammer og sabeltigre lå på lur uden for grotten) Men i dette skjuler et af nutidens største syndere mod det gode parforhold og det lykkebringende seksualitet sig – konfluens.

Når et par er ovre den første forelskelse og måske har fået et par børn og købt fast ejendom, så giver det neurologisk mening at begynde at tilpasse sig hinanden. Man har nu flokken at beskytte, og det er derfor vigtigt ikke at skabe for meget unødig spænding eller uro, der kan føre til en opløsning af gruppen. Derfor begynder mange ubevidst at tage partnerens holdninger til sig, man bliver mere enige, man samsover med børnene – og pludselig en dag sidder man foran juletræet og pakker ens fritidsdragter op. Flokken er sikret, der er ro og fordragelighed, og ingen planlægger at bryde ud. Dette kaldes konfluens. Parret er nu så smeltet ind i hinanden, at forskellighederne er udvisket. Udadtil kan parret fremstå lykkeligt og harmonisk, og parret kan da også selv glædes over, hvor gnidningsfrit det hele forløber – men der er alligevel noget galt! I rolige øjeblikke kan parret mærke, at der mangler noget, en utilfredshed nager og jævnligt synes græsset grønnere hos andre par eller hos kollegaen på jobbet.

Problemet med konfluens er nemlig, at for at opnå denne stabile tilstand, må det enkelte individ tilpasse sig partneren i så høj en grad, at de seksuelle energier forsvinder.

Hos sexologen taler vi om den maskuline og feminine energi som to poler. Disse er ikke nødvendigvis hængt op på det biologiske køn, og alle mennesker indeholder begge energier i højere eller mindre grad. Energierne bliver ofte beskrevet som et oprørt hav med en båd. I billedet er den feminine energi havet, som bruser, nogle gange er der høje bølger og andre gange lave. Den feminine energi er styret af lyst, energi, fornemmelser – som understrømme i havet.

Den maskuline energi er til gengæld båden, der forsøger at nå i havn på trods af de skiftende bølger og strømme. Her ligger målrettethed, omtanke, ro, planlægning og vedholdenhed.

Hvor meget af de to energier, det enkelte menneske indeholder, er meget forskelligt. Det giver f.eks. meget god mening, hvis en enlig mor eller en kvindelig topleder er meget i sin maskuline energi, hvorimod en psykolog eller designer sjældent vil have glæde af primært at bestå af maskulin energi.

Når et par smelter sammen i konfluens, udlignes energierne – og det er langt fra godt for den seksuelle tiltrækningskraft! Vi har nemlig brug for de to modpoler til at skabe den energi, der giver os lyst til hinanden og får det til at slå gnister. Hvis parrenes energier nærmer sig hinanden, bliver det svært at have et spændende og aktivt sexliv. Parret kan sagtens beslutte sig for, at det er vigtigt at fastholde, men det erotiske liv bliver ofte præget af gentagelser af sidste gang – man ved, hvad der virker, og det fortsætter man med. I længden bliver dette også for kedeligt, og sexlivet løber stille ud i sandet, det bliver ”ikke så vigtigt.” Men problemet er bare, at det er det jo! Utilfredsheden begynder at murre og så kommer problemerne.

Det er derfor en rigtig god ide for par, som føler, at seksualiteten er død, at få kigget på sine energier. Er man kommet i vennefælden, er man begyndt at ligne hinanden for meget og har opgivet sig selv til gengæld for tryghed og ro? Hvis dette er tilfældet, må man arbejde på større polaritet. Hvordan man fordeler energierne er op til de enkelte, så længe forskellene bliver større. Hos hetro-par vil det som oftest kræve, at manden genfinder sin maskuline energi og begynder at tage styringen i forskellige situationer – og for kvinden, at hun lader manden styre og giver sig selv lov til at være fuldstændig kvinde. Dette skurer ofte i nutidens kvinders ører, vi er opdraget til at være selvstændige og stærke – men hånden på hjertet, hvor mange af os ønsker ikke en stærk mand, der indimellem kan tage styringen? Omvendt kan det også give fantastisk seksuel energi, hvis den mand, der har stort ansvar på jobbet, kommer hjem til en domina i sengen.

Så mit juleønske til alle jer par (heteroseksuelle, homoseksuelle eller andre konstellationer) er, at I vil få tid til at lege med jeres feminine og maskuline energier hen over julen.

Knus og glædelig jul

Mette

SKAM

Er det værd at skamme sig?

I sidste uge deltog jeg sammen med 19 andre sexologer i et seminar omkring skyld og skam. Og det er ikke uden grund, at netop dette er interessant for sexologer, vi mødes ofte skylden og skammen i vores praksis. Mange klienter kommer med skammen over ikke at have lyst, over at ønske noget andet end sin partner, over at tænke seksuelle tanker om kollegaen, over størrelsen af  kønsorganer eller livvidde, over manglende orgasmer eller for hurtig udløsning….listen er uendelig.

På Seminariet delte de 2 psykologer, der stod for undervisningen, skammen op i 2 slags – den sunde skam og den usunde skam.

Den sunde skam er den skam, vi føler, når vi har gjort noget, der er i konflikt med det menneske, vi er – eller i hvert fald ønsker at være. Denne skam forhindrer os i at begå den samme fejl igen eller rette op på fejlen ved at sige undskyld eller ændre handlingen. Den gode skam hjælper os til at være sociale mennesker og lære nye færdigheder, når skammen fortæller os, at vi ikke gør det godt nok. På denne måde er skammen et godt og vigtigt redskab, uden denne ville vi opfatte os selv som fejlfri og levet livet derefter.

Den usunde skam er derimod den skam, vi bruger til at slå os selv i hovedet med. Det er skammen over det, vi ikke kan ændre, det, som vi enten ikke selv var skyld i, eller som vi gjorde af en grund – eller som vi måske bare skal acceptere og komme videre fra. Denne skam forgifter vores liv og fastholder os i negative fortællinger om os selv. Den usunde skam giver følelsen af, at man har fejlet som menneske, at man ikke slår til – og måske endda, at man er uelskelig.

I den usunde skam ligger der en masse ensomhed. Det er en skam, man ikke ønsker at dele med sine nære, og den kan forhindre os i at leve livet fuldt ud. I klinikken oplever jeg, hvordan skammen kan være med til at ødelægge forhold, den kan sætte en barriere op i intimiteten mellem partnere, og den kan holde os fra at søge den fulde lykke og tilfredshed.

Vi har ikke lyst til, at den usunde skam skal deles, og det kan være svært at tro på, at også andre oplever præcis denne skam. Derfor kan det også være svært at søge hjælp, og skammen bliver en konstant sten i skoen.

Men skam er alles følgesvend – og vi er slet ikke så forskellige, som vi tror! På seminariet afholdt psykologerne en lille reception for vores skam. Vi havde alle udfyldt små sedler med ting, vi skammede os over, og hængt dem op på væggen. Og sikke meget skam 20 mennesker kan bære på deres skuldre. Sikken fantastisk stor mængde energi, der samlet set blev brugt på at bære denne byrde! Og når skammen hang der til skue, kunne man se, at langt de fleste sedler var ens. Vi skammede os alle over noget, vi havde udsat en partner eller vores børn for. Vi havde alle taget dumme beslutninger i privatlivet eller i arbejdslivet. Fælles for alle sedlerne var, at når man kiggede på de andres skam, så var det nemt at tilgive – herregud, man vidste jo, at de er sympatiske, empatiske mennesker, der bare havde begået en fejl. Hvorfor brugte de overhovedet energi på at bære rundt på skammen over dette? Men ens egen skam….? Den er sværere at tilgive. Men hvad nu, hvis vi prøvede? Hvad nu, hvis vi viste os selv den samme barmhjertighed og tilgav os selv? Sikken mængde positiv energi vi så ville få frigjort, en energi, der kan bruges på at gøre godt for vores børn, partner, nabo eller os selv! Personligt kæmper jeg stadig med det – men jeg er ret sikker på, at det giver god mening at give slip!

Knus Mette

At elske stort

Lad os leve livet!

Forleden faldt jeg over en artikel med en ung kvinde sidst i tyverne. Kvinden var tydeligt overvægtig, men smuk og erotisk at skue. I artiklen udtaler den unge kvinde, at hun hele sit voksenliv har tænkt, at når hun blev tynd, ville hun købe nyt tøj, tage til stranden eller finde en kæreste. Hun havde med andre ord udskudt livet på ubestemt tid – indtil den dag, hun havde tabt sig og dermed passede ind i samfundets billede af den perfekte kvinde.

Den unge kvindes ord stak i hjertet, for hvordan kunne denne åbenlyst skønne og fantastiske kvinde dog vælge at lade livet glide sig forbi? Og helt ærlig, vil hun blive lykkeligere og sundere af at skære seksualiteten fra, for i stedet at koncentrere sig om tallene på vægten?

Som sexolog arbejder jeg med det seksuelle selvbillede. Hvordan er det, vi ser os selv i sammenhæng med andre mennesker. For seksualiteten er ikke kun samleje og orgasme. WHO definerer seksualiteten som den måde, vi er i verden på. Den har indflydelse på vores tanker, følelser, handlinger og samhandlinger, og derved vores mentale og fysiske helse.

Det er seksualiteten, der driver os til at søge kærlighed, varme og intimitet og den bliver udtrykt i den måde vi bevæger os på, rører ved og bliver rørt ved. Stort set alt det, som gør os til et varmt og levende menneske. Et menneske, der er værd at elske og som elsker tilbage.

Og har hun egentlig ikke også fortjent dette, der unge kvinde fra artiklen? Selvfølgelig har hun det – tænker jeg. Men samtidig må jeg jo erkende, at både jeg selv og kvinder i min omgangskreds lever på præcis samme måde. Der er altid kilo, der skal smides, før bryllupskjolen købes. På restauranten vælges salaten på trods af, at kroppen higer efter den sammenkogte ret med – gud forbyde det – kartoffelmosen. Hverdagstøjet bliver sort i sort og mærket bag i trøjen med størrelsen klippes af. I forhold til kæresten, så findes der regler for, hvor der må berøres – og hvis man ikke har en partner, så er man i hvert fald sikker på, at dette skyldes vægten. I soveværelset er lyset slukket, visse stillinger undgås og at ligge i ske efterfølgende er helt sikkert udelukket (mavens hældning osv)

Det er ikke sundt at være overvægtig, det siger sig selv. Men er det sundt at leve i fornægtelse og lade livet glide forbi, mens man venter på de magiske lave tal? I sexologien hænger sex og lyst ufravigeligt sammen. Og med lyst tales ikke kun om lyst til sex, men lyst til livet. Lyst til at opleve, leve, elske og blive elsket. Vi kan godt forsøge at lukke ned for dele af lysten, men som WHO også beskriver, så vil vi dermed begrænse livet. Mennesket har brug for berøring for at leve og for at være sundt – det kan ikke udskydes, til man kan passe den rette størrelse, eller man er tilfreds med sit billede på Tinder.

Jeg skal ikke gøre mig til fortaler for at droppe slankekuren, men jeg vil gerne gøre mig til fortaler for at nyde livet. Lad lysten folde sig ud, smag på maden, drik den dyre vin, nyd de saftigste frugter, køb kjolen i de vildeste farver og mærk solen på den nøgne krop. Elsk din krop og alt den nydelse, den kan give dig….og accepter, at din mand faktisk nyder dig, som du er…eller at din kommende kæreste helt sikkert vil. Start med at tænde et fyrfadslys i den fjerneste ende af soveværelset og oplev, at det faktisk er dejligt også at få synssansen med – også for din partner,

Heldigvis gik den unge kvinde fra artiklen på nettet og fandt ud af, at der er en hel verden derude af tykke kvinder, der nyder livet, sanser og elsker på livet løs.  Og det er mit ønske til alle os, der ikke passer ind i reklamerne: Lev livet nu, det venter ikke på os.

Livskvalitet, erotik og sex er sanselighed, glæde og lyst, ikke vægt og buksestørrelse.

Knus Mette

Stress og seksualitet

…hvordan fortidens sabeltigre påvirker vores seksualitet

Stress er en folkesygdom og for en del klienter i klinikken også grunden til, at sexlivet ikke fungerer. Stress er et vidt begreb, når jeg her skriver om stress, mener jeg den hårde slags. Ikke den slags stress, hvor man i perioder oplever at have travlt, men den stress, der påvirker livskvaliteten og til sidst munder ud i, at kroppen siger fra.

Hvor kedeligt det end lyder, så er sex et grundlæggende fysisk behov, der sikrer os artens overlevelse på lige fod med vejrtrækningen, søvn, mad og evnen til at flygte eller kæmpe. Menneskets hjerne er i dag så udviklet, at vi kan tænke os til mange andre grunde – sociale, følelsesmæssige og endda økonomiske – men helt grundlæggende handler det om at videregive ens egne gener og sikre, at vi ikke uddør.

Derfor giver det også god mening, at lysten til sex er en af de første ting, der forsvinder, når hjernen og kroppen lukker ned med stress. Hvis vi forestiller os et urmenneske under voldsomt pres f.eks. på grund af trusler, der påvirker stammens overlevelse eller en sulten sabeltiger, så giver det god mening at lukke ned for lysten til sex. Hjernen går i kamp-mode, stresshormonerne pumpes rundt i kroppen og alt andet end overlevelse lukkes ned. Sex bliver nu en unødvendig faktor, det vil være uhensigtsmæssigt at sætte et barn i verden, man ikke kan passe på og som vil forhindre stammens eventuelle flugt og overlevelse.

På samme måde reagerer nutidens menneskers hjerner på stress. Når vi får stress, lukker store dele af den nye del af hjernen ned eller bliver langsommere, mens kroppen går i kamp/flygt eller frys-mode. Vi får nok at gøre med at holde os selv i live og sex bliver derfor nedprioriteret i en sådan grad, at lysten ofte forsvinder helt. Hjernen beslutter for os, at der er langt bedre mulighed for overlevelse, hvis man sørger for sig selv og ikke sætter et barn i verden. Desværre kan dette opleves af partneren som manglende interesse i forholdet, og den stressramte kan også selv komme i tvivl om, hvorvidt parforholdet er det rigtige, når man på ingen måde har lyst til intimitet.

Enkelte mennesker – primært mænd – reagerer dog helt anderledes på stress. Hos dem beslutter krybdyrhjernen sig for, at det smarteste i situationen vil være at sprede generne videst muligt, før man selv bliver slået ihjel. Dette kan føre til en uhæmmet seksualdrift, hvor partnerens lyst bliver irrelevant og hvor muligheden for sex uden for forholdet virker tillokkende. Dette er oplagt en trussel mod parforholdet, da grænserne kan blive overskredet, og fokus flytter sig fra intimitet og kvalitet til kvantitet.

Så udelukker stress et godt sexliv? Nej, heldigvis ikke! På mange måder kan sex være en del af helbredelsen. Først og fremmest frigiver sex og intimitet oxytocin og endorfin, som bekæmper og dæmper stresshormonet kortisol. Dopaminen hjælper med at løfte humøret og give velvære og prolaktin gør os søvnige og afslappede. Gennem slow-sex kan vi øve os i at komme ned i kroppen og sætte farten ned – og hvis vi er stressede pga af for meget ansvar og for mange opgaver, kan det være givende for en kort stund at overlade hele ansvaret til et andet menneske, f.eks. med bondage. Her kan anbefales den japanske bondage Kinbaku, som ligesom barnets tætte svøb giver den stressramte en følelse af at være passet på.

Hvis du eller din partner oplever at blive ramt af stress, er det vigtigt, at I åbent fortæller modparten om de følelser, der fylder i forhold til sex og intimitet. Hos partneren til den stressramte skal der gerne være en accept af og forståelse for, at lysten ikke er til stede, men at det ikke betyder, at den ikke kommer igen. I mellemtiden kan der arbejdes med intimiteten, giv den stressramte en god massage eller et fast kram – så frigives alle de gode stoffer også. Den stressramte skal på sin side være opmærksom på ikke at stress yderligere over den manglende lyst – eller være opmærksom på, at lysten til konstant sex med flere forskellige partnere er hjernens måde at sikre overlevelse på, ikke et tegn på kedsomhed i parforholdet.

Med håbet om et stressfrit og erotisk efterår

Mette