Lad os nu aflive den jomfruhinde…

Myten om mødommen og jomfruhinden

En af de mere vedholdende myter inden for kvindekroppen og seksualiteten er myten om jomfruhinden. Så sent som i 2007 lancerede George Bush kampagnen: ”Ville du spise en småkage, der allerede er taget en bid af?” Kampagnen havde til hensigt at opfordre unge til afholdenhed og skabte øget fokus på jomfruhinden. En gennemgang af tallene efter kampagnen viste heldigvis, at den havde slået fejl – men fakta er, at myten lever og endnu en gang kom i spil.

Forestillingen er, at der et stykke inde i kvindens skede befinder sig en forhindring, som den indtrængende mand skal bryde, sprænge eller trænge igennem. Allerede her kan man se, hvorfor den omtalte mødom har haft så stor en succes. Jomfruhinden passer perfekt ind i et forældet og maskulint syn på kvindens seksualitet – kvinden skal penetreres af den udad farende mand, som har kontrollen. I denne penetration overgiver kvinden sig, ikke med glæde, men med smerte og blødning. Kvinden giver sig selv til manden. Jomfruhinden signalerede en dydig seksualitet, en kvinde uberørt af andre mænd.

Men vi har i mange år vidst, at dette ikke er sandheden. Der findes ingen jomfruhinde! Til gengæld har alle piger en slimhinde, der ligger som en krans rundt langes skedevæggen et par centimeter inde. Deraf navnet kønskrans! Slimhinden er vi født med, og i barndommen kan den dække næsten hele skedeåbningen. Som piger vokser, blødgøres slimhinden, og den kan glide mere ud til siden.

Alle kønskranse er forskellige. Nogle dækker selv i teenageårene det meste af åbningen, mens andres har trukket sig helt ud til skedevæggen og er derfor næsten ikke eksisterende. Nogle kønskranse er kraftige og andre er helt tynde og bløde. Det er derfor umuligt at vide, hvordan sex vil føles den første gang – og om det bløder. En anden vigtig faktor ved sex første gang er desuden, at slimhinden blødgøres yderligere, hvis pigen er tændt. Derfor kan god førstegangssex betyde, at der ingen blødning kommer. Er der alligevel en blødning, er det oftest tegn på, at slimhinden enten har været tyk eller har dækket meget af indgangen. I sådanne tilfælde vil der opstå små sår eller rifter på kønskransen, som vil give en lille blødning.

Men hvorfor er dette vigtig viden? Kan det ikke være ligegyldigt, hvorvidt kvinder har en jomfruhinde eller en kønskrans? Ikke efter min mening.

Når piger og kvinder ved, både hvordan vi ser ud og hvordan vores kroppe fungerer, har vi muligheden for at sige til og fra med vores kroppe. Et øget kendskab til kroppen giver mulighed for et bedre sexliv. Det giver viden om, hvad vi nyder, eller hvad ikke føles rart – og hvad vi selv kan gøre for, at det bliver bedre.

Men vigtigst af alt tænker jeg, at vi som voksne har et ansvar for at bringe denne viden videre til vores unge. De fleste unge i dag tror stadig på myten om jomfruhinden. Hvis vi som voksne ikke lærer dem andet, er vi blandt andet med til at fastholde unge piger fra meget religiøse miljøer i en uheldig og til tider farlig position. Vi har unge kvinder i Danmark, der bliver opdraget til seksuel afholdenhed, så de på denne måde kan vise deres dyd over for deres kommende mand. Og vi har unge mænd, der gennem livet har lært at forvente, at de skal bryde gennem jomfruhinden med blod og smerte til følge….og hvis dette ikke sker, så at vende sig væk fra kvinden i foragt.  Der ligger et enormt pres på disse unge, og seksualiteten kan blive præget af angst og skam i stedet for glæde.

Så lad os hjælpe hinanden med at få lagt jomfruhinden i jorden en gang for alle

Knus Mette

Har mor og far sex?

….om det vigtigste spørgsmål i seksualundervisning!

I sidste uge var jeg så heldig, at en lokal folkeskole lod mig låne samtlige elever til seksualundervisning. Det blev til 357 elever fra 1-6 klasse. Og sikke en uge!

Seksualundervisning hører under faget ”sundheds- og seksualundervisning.” Desværre er faget flyttet under det, man kalder ”de timeløse fag.” Dette betyder, at der ikke længere er et lovkrav i forhold til, hvor meget faget skal fylde. Men der SKAL undervises i det. I realiteten er det derfor sådan, at faget stort set er ikke eksisterende. Sex og Samfund gør et stort stykke arbejde med at lancere Uge Sex hvert år. Dette er på den ene side er super godt, så kommer faget da i det mindste på skemaet her – men samtidig er det også med til, at mange undervisere læner sig op ad denne uge og ikke selv tager stilling.

Når jeg kommer rundt på skoler og forhører mig omkring seksualundervisning, så svarer de fleste, at det har de da så absolut haft. Som regel et par timer i Uge Sex. Men når jeg spørger dybere indit til emner, så viser det sig oftest, at de emner, der er valgt ud fra faget, er emner som mobning, sikkerhed på nettet, familiedannelse og andre ”ufarlige” emner. De større børn har været omkring puberteten, hvad sker der kort fortalt omkring kroppen. De unge har med garanti været omkring alle farerne ved sex: sexsygdomme, graviditet og grænseoverskridelser.  Men hvad med det helt lavpraktiske – tissemand og tissekone? Hvad lærer de egentlig om sex? Hvad med glæderne, følelserne – og ved de største elever – trekanter, porno, intimbarbering, analsex og onani? Det er der ingen, der har fortalt dem om!

Men hvad skal de så gøre med alt den viden, de har samlet op på nettet? Det er trods alt de færreste unge, der har lyst til at spørge far og mor, om det virkelig kan være rigtigt, at sex er som på nettet: drivvåde kvinder, der kaster sig over skorstensfejeren, hvorefter de trygler om analsex! Og helt ærlig, så er det faktisk heller ikke alle forældre, der har lyst til at tale med deres børn om det. Og det tænker jeg egentligt, er helt ok. Hvis man som forældre ikke har hverken sproget eller lysten til det, så kan det blive en virkelig pinlig affære! I værste fald får man cementeret over for barnet, at sex er skamfuldt. Personligt gik jeg for 10 år siden ind på min datters værelse, hvor hun sammen med sin kammerat var faldet over en pornoside. Og på trods af min viden omkring seksualiteten, nåede jeg at sende kammeraten hjem, give en uge uden netadgang og smække med døren! Ok, jeg besindede mig hurtigt og fik trukket diverse straffe tilbage, men alligevel – jeg forstår godt forældre!

Og så er vi tilbage i folkeskolen. For mig er god seksualundervisning at bibringe børn og unge glæden ved kroppen på hvert deres niveau.

De små skal vide, hvordan børn er kommet ind i maven. For dem er det ikke sex, det er en forståelse for det kropslige og for, hvordan vi fungerer. De mindste klasser er ikke generte. De fortæller frit om tissemænd, der stritter om morgenen eller ønsker om at få bryster som Linse.

De lidt større skal lære om kønsorganerne og hvad de skal bruges til. De skal vide, at natlige udløsninger er normalt, og at der ikke findes en jomfruhinde. De vil gerne snakke onani og forskelligheder – og det skal de have lov til.

Og de største? De skal fortælles om glæderne med intimitet og sex. De skal kende forskellen på porno og elskov. Og de skal have et ærligt svar på alle de spørgsmål, som rumsterer i hovedet.

Men vigtigst af alt, så skal vi hjælpe vores børn og unge med at få et sprog omkring seksualiteten. De skal bo i deres krop hele livet – så lad os lære dem glæden ved den!

….og nå ja, svaret på det vigtigste spørgsmål i alle de klasser, jeg har besøgt: JA, mor og far har forhåbentlig sex!

Knus Mette

Mand, træn din bækkenbund!

Fra regnorm til….god sex!

Alle kvinder ved, at bækkenbunden skal trænes. Hvis man kigger sig omkring i et vilkårligt trafikkryds, vil man kunne se anspændte ansigter hos kvinderne bag rattet – rødt lys er godt at knibe til.

Men mænd har faktisk også en bækkenbund. Der er bare ikke mange mænd, der ved, at den skal trænes. Og endnu færre ved, hvordan man gør det. For helt ærlig – bækkenbundstræning er for kvinder, ikke rigtige mænd.

Men intet kunne være mere forkert! Der er mange grunde til, at bækkenbundstræning også er for mænd. Måske kan du kende en af følgende symptomer?

  • Du har tisset, rystet slangen og drevet den tilbage i underbuksen – hvor den givet et par enkelte dryp fra sig.
  • Måske har du oplevet, at løft af tunge ting kan give de samme par dråber – eller måske mere?
  • Har du i eget selskab eller sammen med venner kæmpet om den største prut – bare for at opdage, at du her også slipper et par dråber?
  • Eller har du måske forsøgt at holde en prut tilbage, hvorefter den alligevel slipper fri?
  • Og hvad med rejsningen? Står den stadig flot, eller er den faldet i grader gennem årene?

Har du for tidlig sædafgang?

Måske tænker du nu, at intet af dette har med dig at gøre. Måske tænker du, at der er tid nok?

Men hvad vil du så sige til at få en flottere rejsning, der holder længere? Eller endnu bedre udløsninger? Eller måske gå den tantriske vej og lære at holde udløsningen tilbage, så du vil kunne få flere og bedre orgasmer?

Uanset om du er til bedre sex eller renere underbukser, så er det bare med at komme i gang.

Her får du 4 nemme øvelser til at komme i gang på:

  • Læg dig på ryggen med bøjede ben og slap så meget af som muligt. Når du spænder bækkenbunden nu, skal det være så let som at lukke munden. Du    skal kunne slappe af i baller, lår og mave, trække vejret og så blot spænde som hvis du skal holde på en lille prut. Spænd og slip på denne måde 10 gange i 10 sekunder, med 10 sekunders pause.
  • Stræk benene ud langs gulvet og spænd 10 sekunder i skiftevis baller og bækkenbund. Du skal kunne spænde den ene muskelgruppe uden at spænde i den anden. Gentag 10 gange.
  • Nu skal du ligge med bøjede ben igen og spænde omkring 50 procent i bækkenbunden uden at spænde andre steder. Du skal øve dig i at holde spændingen i op til 30 sekunder, mens du trækker vejret roligt og fokuserer på det sted i bækkenbunden, du mærker spændingen tydeligst. Hvis du ikke kan holde spændingen i 30 sekunder, så bare rolig. Du skal du jo lige lære det.
  • Til sidst stiller du dig på alle fire og spænder helt af i baller, mave og bækkenbund. Lad vejrtrækningen forplante sig helt ud i lænd og mave. Spænd af i bækkenbunden, og lad tyngdekraften hjælpe dig med at aflaste bækkenet. I denne stilling kan man så øge effekten ved at spænde og slippe rytmisk i bækkenbunden et par gange, for så at give fuldstændig slip i et minut.

Du skal bruge 5 minutter om dagen – og husk, at afspænding er lige så vigtig.

God træning

Knus Mette

Husk at manglende rejsning kan skyldes kredsløbsproblemer, overvægt, forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol, nedsat følsomhed for insulin, diabetes eller åreforkalkning, søg derfor altid læge.

Kinbaku, japansk bondage

Glæden ved reb.

Kinbaku betyder at binde tæt – og det er lige hvad man gør i den japanske udgave af bondage. Men det er ikke kun fire kællingeknuder og en sløjfe, Kinbaku er kunst med reb. Smukke knuder og mønstre, lækre reb, der dufter godt.

Men mest af alt er Kinbaku en fantastisk måde at lege med polerne i et forhold, den feminine og den maskuline energi. Både kvinder og mænd binder (kaldes rigger), men det ses oftest, at mænd binder og kvinder er modellen (den, der bliver bundet). Og har man først set en dygtig rigger binde sin kvinde, så forstår man godt tiltrækningen. I mødet mellem dem overlader kvinden fuldstændig kontrollen til manden. Han har den fulde magt, og kvinden overlader sin krop til ham. Det er selvfølgelig altid aftalt på forhånd, hvor grænserne går i forhold til smerter, steder, der ikke må bindes osv, men i situationen har manden kontrollen. Og den kan bruges på mange måder. Nogle par leger på gulvet, andre hænger i rebene ned fra loftet. Rebene kan være en kærlig og sensuel leg, eller de kan være dominerende og frække. Men der er altid en dyb samhørighed mellem rigger og model, de forsvinder ind i deres egen verden, hvor kun de 2 og rebene findes. Og det kan være virkelig smukt. Inde i deres cirkel findes tillid, styrke, svaghed, nærhed og sensualitet.

Men Kinbaku kan også andre ting. Mange kvinder føler angsten for at miste kontrollen og er alt for meget i hovedet. Tankerne myldrer og manden skal helst rette helt ind. Samtidig med dette snakker vi med veninderne om, at vi virkelig ville ønske, at vores mand var en RIGTIG mand! En blanding mellem wallstreet og Tarzan. Men når det kommer til stykket, så lader vi ham sjældent komme til roret – for hvad nu, hvis han sejler den forkerte vej? I Kinbakuen kan manden tage styringen. Her kan han binde sin kvinde på måder, han selv bestemmer – og slippe hende løs, når han vil. Og kvinden – hun kan slappe af. Der er ingen grund til at tænke over det beskidte gulv eller mails, der skal sendes….for hun kommer først løs, når manden bestemmer det. Det giver ro! Kvinden bliver fuldstændig ansvarsfritaget, kroppen er tryg i de stramme reb og man er i tæt samhørighed med sin partner. Pludselig kan man opleve, at hovet og krop er ét. Dét er en oplevelse, der sidder i kroppen i mange dage og giver energi og overskud.

Men Kinbaku er ikke kun for erotik og par. Kvinder i meget maskuline jobs kan bruge Kinbaku til at komme bedre i kontakt med deres feminine energier. Mænd i stillinger med meget kontrol kan lade sig binde for at få mere balance i deres liv. Par kan arbejde med deres forhold, gerne i samarbejde med en terapeut. Gamle spejdere kan genopfriske glæden ved knuder. Det er bare om at komme afsted ?

I Århus tilbyder Kelvin Varst fra Kinbakuhouse.dk både undervisning og hyggeaftener. Legen med reb foregår i en hyggelig atmosfære, og Kelvin lægger stor vægt på sikkerheden. Der bliver jævnligt holdt introaftener, hvor alle er velkomne.

Knus Mette

Tænd din kvinde!

Om kvindens lyst og hvorfor blomster virker….

De fleste mænd ved det – blomster virker! Så langt, så godt! Hvis man vil have leg på lagnerne, når børnene er lagt i seng, er det en god ide at runde blomsterbutikken først.

Men mange mænd forstår det ikke. Hvor de tidligere i forholdet havde fri adgang til sex, skal de nu ”købe” sig til en invitation. De skal tømme opvaskemaskinen, rydde garagen, drukne hende i komplimenter og give små opmærksomheder. Og så er der end ikke garanti for gevinst!

Og pludselig bliver det en kamp om lysten eller manglen på samme. Men sådan behøver det ikke være.

Så lad os kigge på lysten…

Groft sagt findes der 2 slags lyst, den spontane og den receptive. Mænd har i langt højere grad end kvinder spontan lyst. (Op til 9 ud af 10 mænd) Spontan lyst er det, der opstår ud af næsten ingen ting. Det kan være en kvinde i sommerkjole, en reklame, tanken om mødet i går – mænd med spontan lyst vækkes overalt og af næsten alt. Synes kvinderne! For en overvældende part af kvinderne har receptiv lyst. (Op til 3 ud af 4 kvinder) Her skal der arbejdes på sagen. Der skal langt flere stimuli til, før hun tændes. Og her menes der ikke kun fysiske stimuli. Kvinders lystmodel er langt mere kompliceret. Den indeholder krav om emotionel og fysisk stimulation. Kvinder har brug for at føle sig elsket, at blive set. De har brug for intimitet og nærhed. Der skal være styr på hjemmet, før de kan komme ned i kroppen og give sig hen. De psykologiske og biologiske forhold spiller også ind – er hun tilfreds med sig selv, hvor er hun i sin cyklus og hvordan er stressniveauet? Og så er der de ”ikke seksuelle belønninger.” Blomster, en god massage uden sex, at manden uventet har støvsuget. Det hele ryger direkte ind på kvindens lystkonto, og succesen er et skridt nærmere.

For manden kan dette virke voldsomt besværligt! Hvor skal han begynde og hvor skal han slutte? Måske er det næsten nemmere at give op og så klare det selv? Men vil det ikke være en skam? Både for manden og kvinden?

Så lad os kigge på en dag. Det er måske fredag, børnene har soveaftaler, det lover godt. Det er nu, helt fra morgenstunden, manden skal på banen. Kvinder tænder, i modsætning til de visuelle mænd, på det, de hører. Så hvis manden starter morgenen med at anerkende sin kvindes smukke øjne eller dejlige former, så er han allerede på vej. Han kan måske også give udtryk for, at han i aften vil forkæle hende. (undgå helst sætningen ”ska´ vi ha´ sex i aften, lillemor?”) Manden skal tale til kvindens sanser, en kærlig hånd på ryggen, et langt kys på vej ud ad døren, små beskeder på telefonen – det hele fylder på. Og så er der blomsterne – og støvsugeren. Det er muligt, at kvinden tidligere har nydt sex midt i opvasken, men det var sikkert dengang, hormonerne hvirvlede rundt. Så mand, vil du have din kvinde ned i kroppen, så hjælp til! Og når alt dette er klaret, så skal kvindens lystbeholder fyldes helt og helst, så den flyder over. Husk på, at kvinder har brug for intimitet og nærhed. Så brug sanserne i stedet for i stedet for at trænge ind. Kvinden har ikke meget følelse i yoni, så det er ikke her, hun skal varmes op. Massér, kys og forfør. Hvisk små komplimenter, som du kommer frem. I mindst 22 minutter – så burde vejen være banet for en nydelsesfuld aften i hinandens selskab.

Det kan måske føles som en lang vej at gå, men lur mig, om det ikke kan betale sig!

Knus Mette

Polyamorøs, polyseksuel, polytolerant….

…om at åbne sit forhold

Et af 2018´s store samtaleemner var åbne forhold. At åbne sit forhold for flere er gennem de sidste år blevet mere og mere accepteret, og med DR´s serie ”Ku´godt, må godt – fortællinger om et åbent forhold”, blev emnet med ét debatteret rundt omkring kaffebordene.

Der kan være flere og forskellige grunde til, at et par ønsker at åbne sit forhold op for andre partnere. Nogle par oplever, at sexlivet er gået i stå, og mangler spænding udefra for at komme videre, mens andre par bruger dét at åbne forholdet som en måde at udvikle sig på sammen. Det findes par, hvor den ene mister lysten og lader den anden part få dækket sit behov andet sted, og par hvor den enes lyst går i en retning, den anden partner ikke kan følge – eller måske ikke har det rette køn til at dække.

Fælles for alle parrene er, at de ved beslutningen om at åbne forholdet for andre, bevæger sig ud på en farefuld rejse. En rejse med masser af bump, som for nogen betyder slutningen af forholdet, men som for andre betyder øget lykke og tilfredshed.

Når et par beslutter sig for at åbne forholdet, er der mange beslutninger, der skal tages. Ofte er det den ene part, der bringer forslaget på bane – til overraskelse og måske sorg for den anden. Følelsen af ikke at kunne tilfredsstille sin partner, eller at være på vej til at blive forladt, ligger hos mange først for. Men for andre gribes ideen straks, måske har den anden part endda selv tænkt tanken, uden at turde handle på den.

Men hvordan griber man det så an?

Først og fremmest skal man sikre sig, at man ønsker at åbne forholdet sammen med sin partner, og altså ikke bruger det som en undskyldning til at skabe afstand. Dernæst skal man sammen gøre sig klart, at det åbne parforhold er et stort arbejde. Har begge det mentale overskud på nuværende tidspunkt? Er der rent praktisk tid til at involvere flere mennesker i en travl dagligdag?

Og hvis begge er enige om at gøre forsøget, kan det være en rigtig god investering at kontakte en sexolog. Den enkelte partners ønsker og ikke mindst grænser i det nye forhold skal afklares. Hvis man beslutter sig for at starte denne snak alene sammen med partneren, er der en risiko for, at man lader sig påvirke af den anden parts ønsker og drømme. I samtalen med sexologen har man muligheden for at få sat ord på alle de forbehold, man måske har. Ofte er der en stor del angst forbundet med at åbne et forhold, især hvis man ikke er den part, der oprindelig fik idéen. Det kan være tanker om jalousi, angst for at miste, tanker om mindreværd og omverdenens fordømmelse. Men vigtigst af alt kan sexologen hjælpe den enkelte med at få synliggjort de grænser, man har behov for, hvis forsøget skal lykkes. Har man lyst og overskud til at åbne forholdet med flere partnere, hvor kærlighed også kan indgå? (polyamorøs) Vil dette skabe større kærlighed mellem en selv og den primære partner, eller vil det skabe splid og utryghed? Er målet flere seksuelle oplevelser i fællesskab, eller er det ok, at hver partner har sex alene med andre? (polyseksuel) Er begge partnere interesseret i sex med andre, og hvis ikke, er man så interesseret i at slippe den anden fri? (polytolerant) Hvis ikke disse grundlæggende ting er på plads, er der en stor risiko for, at man som par snubler på vejen.

Efterfølgende skal der aftales regler. Helt lavpraktiske regler, hvis formål er at beskytte kærligheden mellem de primære partnere. Må man have sex med andre hjemme? Må man kysse andre partnere, og må det være offentligt? Skal man bade hos elskeren, og hvor meget vil den primære partner oplyses om, når man kommer hjem? Spørgsmålene er mange, og i starten er det en god ide at have regler for det meste, de kan altid blødes op senere. Også her er det en fordel for parret at have en sexolog med på sidelinjen. Sexologen har et større kendskab til de områder, parret skal omkring, men også fordi parret kan have brug for hjælp til at få startet den åbne og ærlige dialog, som et åbent forhold kræver.

Og når forarbejdet er klaret, er man klar til at kaste sig ud i nye oplevelser og forhåbentlig opleve, at kærligheden til den primære partner vokser i takt med, at denne slippes fri.

Knus Mette

Kunsten at berøre……

…….om hudsult, massage og prostitution

 

Et af de helt store emner inden for seksualvejledning er hudsult. Hudsult opstår, når et menneske ikke bliver berørt gennem længere tid, feks ældre på plejehjem, mennesker inden for psykiatrien og anbragte unge på institutioner.

Hudsult skyldes mangel på oxytocin. Manglen på dette kendetegnes ved, at mennesket bliver deprimeret, indelukket, stresset og angst. På psykiatriske afdelinger og plejehjem vil man kunne opleve, at mennesker uden kropskontakt får øget behov for både angst- og aggressionsdæmpende medicin. Kroppen er i alarmberedskab, den øger mængden af kortisol pumper rundt i kroppen og i den alleryderste konsekvens kan man dø af det. Josef Mengele, der under 2, verdenskrig udførte rædselsfulde forsøg på tvillinger, beviste dette ved at anbringe et barn i et isoleret rum, hvor basisbehov som mad, vand, søvn og varme var opfyldt, men hvor barnet ikke blev berørt –  barnet døde, det kunne ikke klare manglen på berøring. Helt så slemt går det heldigvis sjældent nu til dags, men hvad gør man, når et menneske er sat i en sådan situation, at det er ude at stand til selv at handle på behovet?

En seksualvejleder vil i disse situationer være behjælpelig med at kigge på, hvad det egentlige behov er. Hos nogle borgere er behovet afgrænset til berøring, og hos andre er der ydermere et behov for seksuel stimulation. Her er vi som seksualvejledere uddannet til at hjælpe. Det kan være hjælp i forhold til et seksuelt hjælpemiddel, som findes i alle udformninger, så den enkelte borger ikke behøver hjælp fra plejepersonalet til at benytte det. Det kan også være vejledning i seksuelle stillinger til et kærestepar, stillinger, der kan afhjælpe deres udfordringer eller handicaps. Men det kan også være hjælp til at finde en prostitueret, der har viden og tid nok til netop denne borger – et emne, der blandt plejepersonalet ofte kan bringe sindene i kog! Få steder som her kommer den enkelte ansattes egne grænser og moralske principper i spil. For er det etisk korrekt at bruge prostituerede? Og hvem skal i så fald lave aftalen – og med hvem? Hvad vil de pårørende sige?

En del af spørgsmålene kan besvares, hvis man kigger på lovgivningen. I 2009 skrev Danmark under på FN’s konvention omkring handicappedes rettigheder. Med dette fik handicappede i Danmark samme ret til seksualiteten som alle andre – retten til udforske egen seksualitet, have seksuelle forhold og blive oplyst omkring dette. Vi har altså alle, på trods af fysiske eller psykiske handicaps, retten til at udfolde os som seksuelle væsner og til at få disse behov opfyldt på lige fod med andre. Men giver det os ret til at bruge prostituerede? Som udgangspunkt ja. Det er ikke ulovligt at være prostitueret i Danmark, og så længe man overholder den kriminelle lavalder, er der altså ikke noget lovmæssigt forkert i dette. Personligt synes jeg, at det er en gråzone, for vi kan som professionelle komme til at løse det ene problem ved at understøtte det andet. På trods af programmer på tv osv, så viser forskning, at en stor del af de prostituerede i Danmark stammer fra udsatte familier, hvor deres følelsesmæssige behov ikke er blevet mødt, og hvor en uddannelse og et job ikke har været en mulighed. Men der er undtagelser – og det er disse, jeg som seksualvejleder vil benytte mig af. Der findes prostituerede, der aktivt har valgt at arbejde med handicappede eller psykisk syge, og som på forhånd har sat sig ind i diagnoser og handicap. I disse tilfælde mener jeg, at det ikke er mit job at stille spørgsmål ved deres valg af arbejde, men i stedet hylde dem for den kæmpe indsats, de gør.

I forhold til de andre spørgsmål, der vil dukke op, er det vigtigt at huske, at man som personale har tavshedspligt over for de pårørende. Man må IKKE informere pårørende om borgerens seksualliv, ligesom det er en information, der ikke bør cirkulere frit i en personalegruppe. Og resten….det tager seksualvejlederen sig af, det er det, vi er uddannet til!

Mit håb er, at man på institutioner, plejehjem og psykiatriske afdelinger i fremtiden vil få mere fokus på intimiteten og seksualiteten. Ikke fordi jeg er modstander af medicin, der kan være mange og gode grunde til at benytte sig af dette…..men kunne det ikke være skønt, hvis en del af medicinen kunne skiftes ud med berøring?

Med ønsker om en glædelig jul til alle

Mette

 

Hvis man som personale eller pårørende til en handicappet tænker, at der hos en borger er behov for berøring, men at man ikke på nuværende tidspunkt er klar til at kontakte mig som seksualvejleder, kan jeg anbefale Tove Holm Sørensen hos Be Life i Århus. Tove er uddannet sygeplejerske og arbejder med berørings- og taktilmassage, bla på plejehjem og blandt udsatte.

Krammet i Budapest

Kærlighed, kemi eller magi?

I denne uge har jeg været på ferie i Budapest, en fantastisk smuk by, især her i julemåneden, hvor torvene er lavet om til små julemarkeder og julebelysningen stråler Jeg har mange gode minder med hjem i kufferten, men primært et står lysende klart for mig….

Fredag var vi Széchenyin Spa, et af Budapests mange smukke, gamle termiske bade, der tilbyder både afslapning og forkælelse for kroppen. Her kommer både lokale og turister, turisterne mest for oplevelsen, gerne pakket godt ind i håndklæder, mens de lokale mødes, som vi andre vil gå på cafe. Her ser man ældre mænd, der mødes i det varme vand over et parti skak, kvinder, der nyder en stund med massage og fødselarer, der hygger med venner og champagne i et af de mange små bassiner. Stemningen er afslappet, omgivelserne er smukke, og vandet er godt for krop og sjæl.

I et af disse bassiner stod et par, en mand og en kvinde. Begge var midt i halvtredserne, et helt almindeligt par som så mange andre. Men netop dette par kunne noget magisk. Midt mellem alle os andre stod de, helt, helt stille, mens de holdt om hinanden. De stod helt tæt, kvinden lænede sit hoved mod mandens skulder og manden hvilede hovedet på hendes. Begge havde lukkede øjne og var fuldstændig i ro. Der var intet seksuelt i det, armene holdt godt fast og hænderne gik ikke på opdagelse – der var ingen anden dagsorden end krammet. Og de stod der længe – mindst 10 minutter. I deres helt egen boble hvor kun de to fandtes. Og hvor var det smukt! Parret udstrålede en styrke og en samhørighed, de hvilede i hinanden og i deres tætte kontakt.

”Hvor er de heldige”, kunne man foranlediges til at tænke. ”Tænk, at de har været så heldige at finde hinanden og den store kærlighed.”

Men måske er det ikke bare held – måske er det faktisk sådan, at de netop har den store kærlighed, fordi de giver sig tiden til krammet?

For hvis vi nu ser bort fra det magiske og det romantiske, hvad er det så, der sker, når man krammer?

Under huden har vi alle sansereceptorer. Det er disse, der ved berøring sender signaler til hjernen, og som inden for ganske kort tid sørger for, at hjernen frigiver blandt andet dopamin, endorfiner og oxytocin.

Dopamin er hjernens belønnings-stof. Når dopamin frigives, oplever vi glæde og lykkefølelse….og det er vanedannende. Hjernen vil derfor automatisk søge at få udløst endnu mere dopamin ved at gentage handlingen – det betyder, at et kram hurtigt bliver til flere.

Endorfinerne får os til at føle lyst. Lyst til hinanden og lyst til livet. Hormonet giver os en følelse af succes og masser af energi – og energien bruges gerne på at opnå endnu mere frigivelse af endorfin…..igen, flere kram.

Men måske bedst af alt frigives oxytocin, også kaldet kærlighedshormonet. Oxytocin er det hormon, der knytter os til hinanden. Studier viser, at mennesker i livslange parforhold ofte er par, der har været gode til berøring. Her drejer det sig ikke nødvendigvis om sex, men om berøringen i hverdagen – et kærligt strøg over kinden, at holde i hånden under en gåtur eller massage, hvis der er tid.

Jeg tror, at parret i Budapest var på rette vej….og så er det vel i bund og grund ligegyldigt, om det var kærlighed, kemi eller magi…..

Kram fra Mette

Nøgen-terapi

Spørgsmål om nøgenhed

Det første spørgsmål, som stort set altid rammer mig, når jeg fortæller, at jeg er sexolog, er: ”Skal man så tage tøjet af.” Og nej, det skal man helt bestemt ikke, faktisk må man endda beholde skoene på, og det tætteste vi kommer på berøring er, når vi giver hånd til goddag.

Men hvad laver en sexolog så?

Hos sexologen kan du selv eller sammen med din partner komme for at få hjælp til at leve dit liv fuldt ud. Sexologi er ikke kun sex, men tanken om det hele menneske. Det er berøring, følelser, erotik, samleje og orgasmer – men det er også hjælp efter sygdom, hjælp til at finde lysten igen, valg af partner, seksuelle dysfunktioner og meget, meget andet.

Nogle klienter kommer med dybe problemstillinger som senfølger efter overgreb, mens andre kigger kort forbi for at sikre sig, at parforholdet og seksualiteten er på rette spor.

Og hvordan arbejder sexologen så?

Et terapiforløb tilrettelægges individuelt efter den enkelte klients behov, ønsker og drømme, og alles grænser bliver respekteret. Nogle klienter er ikke vant til at tale åbent om deres seksualitet og måske slet ikke omkring de vanskeligheder, der kan være forbundet med dette. I disse tilfælde arbejder vi stille og roligt frem, og sammen finder vi et sprog, som også klienten kan være med til. At have udfordringer med seksualiteten kan være forbundet med stor skam, og det kan være et stort skridt at søge hjælp, dette afkræver respekt at sexologen. Hos Sexologisk Klinik foregår terapien i et lille hyggeligt hus, helt afskåret fra hverdagen larm. Her er rum til, at klienten kan arbejde med sine udfordringer gennem kognitiv terapi, og de løsningsfokuserede og coachende samtaler gør, at mange oplever en hurtig forbedring. Der vil ofte være hjemmearbejde i form af små øvelser, men også en respekt for, at ikke alle har tid eller lyst til dette.

Hos Sexologisk klinik er alle velkommen – men kun, hvis det har tøj på!

Kærlig hilsen

Mette