Når vi er mest sårbare

Mange tror, at sexologi kun drejer sig om sex – og måske en anelse om erotik. Men fakta er, at mit arbejde som sexolog og seksualvejleder rummer så uendelig meget mere.

Når jeg en gang imellem har tid og overskud, tager jeg vagter i regionens psykiatri. Her møder jeg mennesker i livets dybeste kriser. Mennesker, for hvem livet er gledet af hænde, og som ikke længere er en del af det omkringliggende samfund. En del af dem er så dårlige, at de ikke længere kan komme ud af sengen og mange har ikke længere et sprog – enten selvvalgt eller grundet sygdom.

Det er blandt disse borgere, jeg arbejder med sexologien i dens mest grundlæggende og rene form.

Når man som menneske er sengeliggende og med enten ringe eller intet sprog, er man fuldstændig overladt til andre mennesker. Man er ikke længere i stand til selv at varetage de mest fundamentale ting, som et lille barn er man 100% afhængig af, at andre sørger for, at man får mad, bliver holdt ren, bliver lagt til at sove og får hjælp, når angsten tager over.

Og som hos helt små børn, bliver netop berøringen fuldstændig essentiel. For intet menneske kan leve uden berøring, uden den visner vi og dør. Samtidig er det også ofte det eneste, disse borgere kan tage imod – de ting, vi normalt gør for at forkæle hinanden, er ikke længere aktuelt.

Det er i psykiatrien, jeg har nogle af de smukkeste oplevelser. For når vi fjerner alt ”støj” i relationen til andre mennesker, når det eneste, der er tilbage, er berøringen og øjenkontakten, så bliver man fuldstændig sårbar. Det gælder ikke kun borgeren i sengen, men også mig som menneske. Det, at holde et andet menneske i hånden og gennem øjenkontakt signalere, at man er der for dem, kræver en del. Ved øjenkontakt kan man ikke gemme sig, der er ingen maske…måske den ærligste kontaktform, man kan have. Det kan være en voldsom oplevelse at se et andet menneskes sorg og angst, men samtidig utroligt rørende at blive lukket ind.  At fastholde kontakten og signalere, at det er ok, at man godt kan rumme det, er omsorg.

Men også den fysiske pleje giver uendelige muligheder for at bringe min viden som seksualvejleder i spil.

Ja, det kan være grænseoverskridende at skulle vaske, barbere og klæde en voksen mand på – men som med øjenkontakten kan det også ses som en tillidserklæring og en mulighed for at drage omsorg. Som vikar får jeg ofte mere tid med borgerne end de ansatte, og dette betyder, at der er tid til netop at gøre noget af det, vi ved, øger livskvaliteten. Det er ikke store forkromede aktiviteter, det er helt nede i det små. Massere hovedbunden ved hårvask. Sørge for at hele kroppen bliver både vasket og tørret grundigt med et tryk, der på den ene side kan mærkes af borgeren og som på den anden side ikke bliver overstimulerende. Være opmærksom på borgerens grænser og hjælpe til med, at borgeren bevarer den smule værdighed, der er tilbage, når man ligger nøgen på en badebåre.

Jeg er træt, når jeg kører hjem fra disse vagter. Men jeg fyldes med taknemmelighed over endnu en gang at have oplevet, hvor vigtig seksualiteten er – ikke ”bare” den seksuelle akt, men mødet mellem mennesker, berøringen og kontakten.

Knus Mette

Tusind tak til alle de fantastiske sygeplejersker, SOSU-assistenter/hjælpere, pædagoger, fysio- og ergoterapeuter og alle jer andre, jeg møder på min vej. I er et fantastisk folkefærd, der ved hver eneste vagt viser mig, hvor meget jeres omsorg og professionalitet betyder for de mest udsatte i samfundet. Jeg ser en rummelighed og en kærlighed hver eneste gang – også selvom klokken er 21 og I endnu ikke hverken har siddet eller spist, siden I mødte ind om eftermiddagen. I fortjener den dybeste respekt!

Aldrig barnets skyld!

 

…om et af de største tabuer inden for seksuelle overgreb.

I denne uge faldt jeg over DR podcasten Børnelokkeren. Podcasten handler om en mand, der gennem 30 år har forgrebet sig på børn i et Københavnsk boligområde, beboet primært af familier med store sociale problemer.

Historien fortælles gennem 2 af mandens ofre, en mand og en kvinde, og de tager sammen hul på et af de mest ødelæggende og smertefulde tabuer, jeg møder i klinikken, nemlig skylden og skammen over selv at have ”deltaget aktivt” i overgrebet på den ene eller anden måde.

Lad mig starte med at slå det helt fast:

Et barn vælger ALDRIG at deltage i et overgreb! Det er ALDRIG barnets skyld og det er ALDRIG barnets ansvar at få det stoppet!

Men der er situationer, der i barnets øjne kommer til at virke som aktiv deltagelse eller accept, en tanke barnet tager med ind i voksenlivet som en sandhed, uden at få kigget på det med den voksnes viden og intellekt. Hermed er der skabt en situation, hvor traumet kapsles inde, det bliver alt for sårbart at tale om, og den voksne overlever kan hindre sig selv i at få opsøgt den hjælp, der er brug for, for at komme bedst muligt videre.

Jeg vil starte med at tage udgangspunkt i podcastens fortælling. Her flytter den pædofile ind i et socialt belastet boligområde, et område, hvor masser af børn ikke får nok at spise, ikke får nok kærlighed eller opmærksomhed fra deres primære voksne. Her har han frit spil, både fordi de voksne ikke er opmærksomme, men også fordi han er i stand til at tilbyde børnene noget af det, de mangler. De 2 voksne i podcasten fortæller om en mand, som på mange måder fyldte rollen ud som deres forældre. En voksen, der gav dem oplevelser, bekymrede sig om dem, læste lektier med dem, satte grænser, gad lege og gav dem penge til mad. Det hele havde bare en pris, nemlig de seksuelle overgreb. Men som de nu voksne børn fra den gang fortæller, så var de for det første ikke altid sikre på, at dette var unormalt – og for det andet, holdt de meget af manden og havde brug for det, han kunne give dem. Gør det dem medskyldige? Absolut ikke! Den pædofile fandt gennem 30 år en gruppe børn, hvor de var mest udsatte, og det udnyttede han – og børnene gjorde, hvad der skulle til for at overleve i et barskt miljø. JA, de opsøgte selv manden, men hvad var alternativet? At vokse op uden kærlighed? Gå sulten i seng?

Andre overlevere går med skylden og skammen over selv at have ”lagt op til” overgriberen. Det kan være, at barnet selv har taget initiativet eller har iklædt sig noget bestemt tøj. Men er dette fordi barnet har haft et ønske om at have sex med den voksne? Selvfølgelig er det ikke det! Det giver i nogle situationer rigtig god mening at få overgrebet overstået – på denne måde har barnet måske et vist tidsrum efterfølgende, hvor det kan føle sig i sikkerhed. Tænk på, hvordan det må være for et barn at være i et miljø, hvor den voksne langsomt bygger spændingen op til et overgreb – vil vi ikke alle hellere have det overstået, så vi kan få lidt fred?

Og hvad med de børn der, som kvinden i podcasten, får penge til gengæld? Sælger de sig selv til overgreb? Nej! Det giver rigtig god mening, hvis børn forlanger noget til gengæld. Når en voksen forgriber sig på et barn, tager den voksne hele magten og efterlader barnet fuldstændig magtesløs. At tage penge eller gaver til gengæld har ikke noget at gøre med, at barnet vil berige sig selv – det er en måde, hvorpå barnet er i stand til at finde et lille område, hvor det kan føle sig en smule i kontrol.

Det største tabu af dem alle er måske det, der også nævnes i podcasten – ”jeg synes jo også, det var dejligt i begyndelsen.” Min dybeste respekt til kvinden i podcasten, det tager hul på dette! For det er jo sådan, at børn jo også er sanselige væsner – men det er ikke det samme, som at de har lyst til sex med voksne! Men nogle gange svigter kroppen barnet, den reagerer på den fysiske berøring. I et barns verden kan dette blive det største og mest uforståelige svigt – for hvorfor siger kroppen ja, når resten virkelig hader det hele? Er det et tegn på, at jeg virkelig alligevel gerne vil? Denne tanke følger ofte med op i voksenlivet, og hvis den ikke kommer frem i lyset og bliver bearbejdet med den voksnes viden, kan tanken blive til sandhed – og dermed har overleveren ikke længere ”ret” til at få hjælp til at få bearbejdet overgrebet, for det har måske faktisk ikke fundet sted….

Der findes uendelig mange forskellige traumer i forhold til netop dette område. Ville jeg selv? Deltog jeg selv? Hvorfor stoppede jeg det ikke? I min verden er dette kloge børn, børn der har gjort sit bedste for at overleve, og hvis hjerner har gjort lige præcis det, de skal…..forsøgt at beskytte børnene mod den vanvittige trussel, deres krop og forstand er udsat for. Ved at skabe en anelse mening eller fornemmelse af kontrol har hjernen givet børnene en mulighed for at overleve. I sagen fra podcasten har børnene betalt en høj pris, men de har været kloge børn, for de har i en verden af svigt formået at skaffe sig det mest grundlæggende – mad og omsorg.

Skyld og skam har intet sted hjemme hos en overlever efter overgreb. Elsk og ros i stedet barnet, tænk på, at barnet og barnets hjerne har været så fantastisk, at det har formået at skabe mulighed for overlevelse i det uforståelige – det afkræver respekt!

Knus Mette

Vibrator

……mandens ven eller fjende?

I disse Corona-tider boomer salget af sexlegetøj. Tinder og andre dating-apps ligger stille hen, og singler søger mod andre græsgange for at få lysten stillet.

Nu er statistik ikke min stærke side, men jeg er ret sikker på, at dette betyder, at endnu flere mænd i fremtiden vil møde sexlegetøj i kvinders soveværelser….og til disse mænd dedikerer jeg dette blogindlæg.

Der findes masser af myter om sexlegetøj til kvinder – og der findes mænd, som på trods af udbredelsen og normaliseringen, stadig føler sig truet på deres mandighed, når skuffen med legetøj kommer frem.

Så lad os derfor kigge på tre af de mest almindelige fejlantagelser!

En kvinde, der bruger en vibrator under sex, er utilfreds med sin mand! 

Nej! Men hun er helt sikkert en kvinde, der står ved sin seksualitet og som søger den optimale nydelse. Det er desværre sådan, at mange kvinder stadig lyver i soveværelset om egen lyst og ser gennem fingre med, at kun manden oplever orgasmen. Så hvis en kvinde trækker vibratoren frem, så kan du helt sikkert tage det som et tegn på, at hun nyder sex og ikke er bange for at lege.

Ud over dette kan en del kvinder kan have svært ved at få orgasmer, især ved penetrations-sex, og ved at tage vibratoren med i legen, optimeres kvindens chancer for at få ikke bare én, men flere orgasmer. En del kvinder oplever desuden, at de stresser over ikke at få orgasme, og hvad der burde være en nydelse, bliver hurtigt at jagt på disse. I sådanne tilfælde vil vibratoren give tryghed – it gets the job done.

 

Når først en kvinde er begyndt at bruge vibrator, bliver hun aldrig i stand til at få orgasme uden!

Nej! Orgasmer bliver udløst af stimulation – hvor den kommer fra, er kroppen ligeglad med. Orgasmer er desuden afhængige af mange andre faktorer – hvor tændt kvinden er, forspillets længde, kvindens kendskab til egen krop, om hun er tryg ved partneren osv – alt sammen noget, en vibrator ikke kan bidrage med. Dog vil mange kvinder opleve en tryghed i at vide, at de KAN få orgasmer ved brug af en vibrator – og med det i mente være mere afslappede, også når den ikke er fremme.

Lidt rigtigt kan der dog være om sagen, tidligere tiders vibratorer var så kraftige, at de var i stand til at beskadige nerveender og dermed følsomheden hos kvinden. Dette er dog ikke aktuelt med den nye generation af klitorisvibratorer, som fungerer ved hjælp af trykluft.

 

Vibratoren kommer til at erstatte manden eller sex i almindelighed!

Nej! En vibrator er en hurtig og sikker vej til orgasme, men sex med en partner er så meget mere. En vibrator kysser ikke, den deltager ikke i lange forspil eller trækker spændingen ud. Den er heller ikke særlig varieret og den holder helt sikkert heller ikke om dig, når I efterfølgende skal falde i søvn. Uanset hvor mange stearinlys kvinder tænder, så tilbyder vibratoren ikke erotik, kærlighed eller venskab. Vibratoren tilbyder lyntoget til målstregen. men langt de fleste kvinder vil langt hellere nyde turen i en Jaguar.

 

Så kære mand – byd vibratoren velkommen og se den som en driftssikker samarbejdspartner i stedet for en trussel eller konkurrent. Nyd, at din kvinde står ved sin seksualitet og endda synes, den er så vigtig, at hun har investeret i den.

Retten til at være kvinde…

…..min “omvendte” Kvindernes Kampdag.

Så kom og gik Kvindernes Internationale Kampdag, en dag, der i år kunne fejre 110 års fødselsdag. Den allerførste forsamling foregik i 1920 på Jagtvej 69 i København, her blev kvinderne enige om at kæmpe for valgret til kvinder, fokus på børn og mødres sundhed, modstand mod den stigende trussel om krig og prisstigninger. Kvinderne var allerede dengang enige om, at dagen skulle være international, hvilket i den grad er lykkedes at opnå.

Gennem tiderne har kampen ændret sig – vi fik valgret, kom på arbejdsmarkedet, fik mændene interesseret i børneopdragelse og husholdning, fri abort, vi smed BH’en – og tog den på igen, fik ledende stillinger og (næsten) ligeløn.

Så hvad er det, vi nu skal kæmpe for? Der er helt sikkert mange ting, vi kvinder kan kæmpe for, men jeg vover alligevel pelsen og siger, at jeg faktisk godt kunne tænke mig, at vi kæmpede for retten til at være den hele kvinde med alt, hvad det indebærer.

Jeg oplever både i privatlivet og i min klinik, at kvinder kan og vil selv. Vi kan klare det hele, vi har ikke brug for en mand til at hjælpe os – ja ikke engang børn behøver vi hjælp til at skabe. Som en skøn kvinde, der kommer i min klinik, sagde: ”Vi er strong independent women!”

Men er vi lykkeligere af den grund?

Jeg tror det ikke! For mens vi kæmper for at klare det hele selv, for at have succes på alle livets parametre, samtidig med, at det aldrig kunne falde os ind at spørge om hjælp, så mister vi samtidig en stor del af vores kvindelige essens. Ofte tillader vi os ikke at have brug for omsorg, at blive beskyttet, at læne sig tilbage og lade en anden tage over. Og så kan vi blive trætte, tabe modet og føle os ensomme, selv i parforhold. For det er svært at lægge kontrollen hjemme. Jeg oplever i klinikken, at mange kvinder får rigtig svært ved at bede om omsorg og hjælp, for det ligger efterhånden så dybt i os, at vi er ”strong independent women”, og at bede om hjælp eller omsorg vil være et kæmpe slag mod dette. I stedet bliver mange forhold enten en kamp mellem viljer eller et venskab mellem to mennesker, hvis forskellige køn er udvisket – begge dele besværliggør en frodig seksualitet.

Nu har vi i mange år kæmpet for vores egen selvstændighed og ligestilling, og langt hen ad vejen har vi fået den i hjemmet – men når jeg spørger kvinder, hvad de ønsker, så nævner de fleste en ”rigtig” mand. En mand, der vil kæmpe for dem, invitere dem ud, tage styringen og beskytte dem. Men det er svært – rigtig svært – for mange kvinder at tillade sig selv dette. Ofte hører jeg sætninger som ”hvis jeg først giver lidt slip, så falder det hele”, ”jeg synes, det ydmygende at bede om omsorg” eller ”jeg bryder mig ikke om at blive den lille i forholdet”. 

Jeg synes ikke, vi kvinder skal tilbage til kødgryderne og de dårligst betalte jobs – men jeg vil gerne kæmpe for retten til at være en ”strong dependent woman”. Retten til bare en gang imellem at læne mig tilbage, blive holdt om og indrømme, at lige nu har jeg brug for hjælp eller omsorg. Retten til at synes, at det er sexet, når manden åbner døren eller bærer de tungeste tasker. Retten til at nyde, når en mand tager styringen og lade mig blive i min feminine essens…..for helt ærlig, det bliver jeg ikke mindre kvinde eller feminist af!

Knus Mette

Parforhold med spænding og energi?

 

……eller blev I venner med årene?

Det ligger i mennesket at søge flokkens beskyttelse, det giver mening, for sammen er vi stærke, og alene kan farerne lure. (Primært dengang fremmede stammer og sabeltigre lå på lur uden for grotten) Men i dette skjuler et af nutidens største syndere mod det gode parforhold og det lykkebringende seksualitet sig – konfluens.

Når et par er ovre den første forelskelse og måske har fået et par børn og købt fast ejendom, så giver det neurologisk mening at begynde at tilpasse sig hinanden. Man har nu flokken at beskytte, og det er derfor vigtigt ikke at skabe for meget unødig spænding eller uro, der kan føre til en opløsning af gruppen. Derfor begynder mange ubevidst at tage partnerens holdninger til sig, man bliver mere enige, man samsover med børnene – og pludselig en dag sidder man foran juletræet og pakker ens fritidsdragter op. Flokken er sikret, der er ro og fordragelighed, og ingen planlægger at bryde ud. Dette kaldes konfluens. Parret er nu så smeltet ind i hinanden, at forskellighederne er udvisket. Udadtil kan parret fremstå lykkeligt og harmonisk, og parret kan da også selv glædes over, hvor gnidningsfrit det hele forløber – men der er alligevel noget galt! I rolige øjeblikke kan parret mærke, at der mangler noget, en utilfredshed nager og jævnligt synes græsset grønnere hos andre par eller hos kollegaen på jobbet.

Problemet med konfluens er nemlig, at for at opnå denne stabile tilstand, må det enkelte individ tilpasse sig partneren i så høj en grad, at de seksuelle energier forsvinder.

Hos sexologen taler vi om den maskuline og feminine energi som to poler. Disse er ikke nødvendigvis hængt op på det biologiske køn, og alle mennesker indeholder begge energier i højere eller mindre grad. Energierne bliver ofte beskrevet som et oprørt hav med en båd. I billedet er den feminine energi havet, som bruser, nogle gange er der høje bølger og andre gange lave. Den feminine energi er styret af lyst, energi, fornemmelser – som understrømme i havet.

Den maskuline energi er til gengæld båden, der forsøger at nå i havn på trods af de skiftende bølger og strømme. Her ligger målrettethed, omtanke, ro, planlægning og vedholdenhed.

Hvor meget af de to energier, det enkelte menneske indeholder, er meget forskelligt. Det giver f.eks. meget god mening, hvis en enlig mor eller en kvindelig topleder er meget i sin maskuline energi, hvorimod en psykolog eller designer sjældent vil have glæde af primært at bestå af maskulin energi.

Når et par smelter sammen i konfluens, udlignes energierne – og det er langt fra godt for den seksuelle tiltrækningskraft! Vi har nemlig brug for de to modpoler til at skabe den energi, der giver os lyst til hinanden og får det til at slå gnister. Hvis parrenes energier nærmer sig hinanden, bliver det svært at have et spændende og aktivt sexliv. Parret kan sagtens beslutte sig for, at det er vigtigt at fastholde, men det erotiske liv bliver ofte præget af gentagelser af sidste gang – man ved, hvad der virker, og det fortsætter man med. I længden bliver dette også for kedeligt, og sexlivet løber stille ud i sandet, det bliver ”ikke så vigtigt.” Men problemet er bare, at det er det jo! Utilfredsheden begynder at murre og så kommer problemerne.

Det er derfor en rigtig god ide for par, som føler, at seksualiteten er død, at få kigget på sine energier. Er man kommet i vennefælden, er man begyndt at ligne hinanden for meget og har opgivet sig selv til gengæld for tryghed og ro? Hvis dette er tilfældet, må man arbejde på større polaritet. Hvordan man fordeler energierne er op til de enkelte, så længe forskellene bliver større. Hos hetro-par vil det som oftest kræve, at manden genfinder sin maskuline energi og begynder at tage styringen i forskellige situationer – og for kvinden, at hun lader manden styre og giver sig selv lov til at være fuldstændig kvinde. Dette skurer ofte i nutidens kvinders ører, vi er opdraget til at være selvstændige og stærke – men hånden på hjertet, hvor mange af os ønsker ikke en stærk mand, der indimellem kan tage styringen? Omvendt kan det også give fantastisk seksuel energi, hvis den mand, der har stort ansvar på jobbet, kommer hjem til en domina i sengen.

Så mit juleønske til alle jer par (heteroseksuelle, homoseksuelle eller andre konstellationer) er, at I vil få tid til at lege med jeres feminine og maskuline energier hen over julen.

Knus og glædelig jul

Mette

SKAM

Er det værd at skamme sig?

I sidste uge deltog jeg sammen med 19 andre sexologer i et seminar omkring skyld og skam. Og det er ikke uden grund, at netop dette er interessant for sexologer, vi mødes ofte skylden og skammen i vores praksis. Mange klienter kommer med skammen over ikke at have lyst, over at ønske noget andet end sin partner, over at tænke seksuelle tanker om kollegaen, over størrelsen af  kønsorganer eller livvidde, over manglende orgasmer eller for hurtig udløsning….listen er uendelig.

På Seminariet delte de 2 psykologer, der stod for undervisningen, skammen op i 2 slags – den sunde skam og den usunde skam.

Den sunde skam er den skam, vi føler, når vi har gjort noget, der er i konflikt med det menneske, vi er – eller i hvert fald ønsker at være. Denne skam forhindrer os i at begå den samme fejl igen eller rette op på fejlen ved at sige undskyld eller ændre handlingen. Den gode skam hjælper os til at være sociale mennesker og lære nye færdigheder, når skammen fortæller os, at vi ikke gør det godt nok. På denne måde er skammen et godt og vigtigt redskab, uden denne ville vi opfatte os selv som fejlfri og levet livet derefter.

Den usunde skam er derimod den skam, vi bruger til at slå os selv i hovedet med. Det er skammen over det, vi ikke kan ændre, det, som vi enten ikke selv var skyld i, eller som vi gjorde af en grund – eller som vi måske bare skal acceptere og komme videre fra. Denne skam forgifter vores liv og fastholder os i negative fortællinger om os selv. Den usunde skam giver følelsen af, at man har fejlet som menneske, at man ikke slår til – og måske endda, at man er uelskelig.

I den usunde skam ligger der en masse ensomhed. Det er en skam, man ikke ønsker at dele med sine nære, og den kan forhindre os i at leve livet fuldt ud. I klinikken oplever jeg, hvordan skammen kan være med til at ødelægge forhold, den kan sætte en barriere op i intimiteten mellem partnere, og den kan holde os fra at søge den fulde lykke og tilfredshed.

Vi har ikke lyst til, at den usunde skam skal deles, og det kan være svært at tro på, at også andre oplever præcis denne skam. Derfor kan det også være svært at søge hjælp, og skammen bliver en konstant sten i skoen.

Men skam er alles følgesvend – og vi er slet ikke så forskellige, som vi tror! På seminariet afholdt psykologerne en lille reception for vores skam. Vi havde alle udfyldt små sedler med ting, vi skammede os over, og hængt dem op på væggen. Og sikke meget skam 20 mennesker kan bære på deres skuldre. Sikken fantastisk stor mængde energi, der samlet set blev brugt på at bære denne byrde! Og når skammen hang der til skue, kunne man se, at langt de fleste sedler var ens. Vi skammede os alle over noget, vi havde udsat en partner eller vores børn for. Vi havde alle taget dumme beslutninger i privatlivet eller i arbejdslivet. Fælles for alle sedlerne var, at når man kiggede på de andres skam, så var det nemt at tilgive – herregud, man vidste jo, at de er sympatiske, empatiske mennesker, der bare havde begået en fejl. Hvorfor brugte de overhovedet energi på at bære rundt på skammen over dette? Men ens egen skam….? Den er sværere at tilgive. Men hvad nu, hvis vi prøvede? Hvad nu, hvis vi viste os selv den samme barmhjertighed og tilgav os selv? Sikken mængde positiv energi vi så ville få frigjort, en energi, der kan bruges på at gøre godt for vores børn, partner, nabo eller os selv! Personligt kæmper jeg stadig med det – men jeg er ret sikker på, at det giver god mening at give slip!

Knus Mette