Mettes historie

Mit navn er Mette. Jeg er født i 1972 og bor i Mellerup med mine børn. Jeg er oprindelig uddannet lærer i 1998, men har siden da arbejdet med alle facetter af udsatte menneskers liv. I 2016 blev jeg uddannet seksualvejleder og i foråret 2019 sexolog.

Jeg har arbejdet mange år som speciallærer, både for udsatte unge og handicappede børn, men har altid arbejdet socialpædagogisk ved siden af. Jeg er kommet langt omkring og har set liv, der på trods af massiv modgang er lykkedes. Måske ikke altid i den forstand, vi normalt forventer, men alligevel med en grad af livsglæde og lykke. Jeg har arbejdet med udsatte børn og deres familier, unge med stofmisbrug, domme og kriminalitet, samarbejdet med virksomheder om at skabe job til unge med handicaps, inden for socialpsykiatrien med voksne med massive diagnoser, arbejdet med unge, primært piger, der kæmpede med følgerne efter overgreb….og med børn, som endnu var i det.

Min vej ind i seksualitetens univers startede oprindelig med de unge piger, som tidligt i deres liv var blevet skadet i deres seksualitet. For dem var seksualiteten skræmmende og farlig, og jeg så, hvordan deres liv blev begrænset af at angsten for nærhed, berøring, intimitet og et ligeværdigt sexliv. At være skadet i seksualiteten greb ind i alle dele af deres liv og i yderste konsekvens også videre i deres børns liv. At skabe fred og måske endda glæde ved kroppen, intimiteten og seksualiteten igen, er et af de arbejdsområder, der interesserer mig mest.

Senere kom psykiatrien og fysiske handicaps til. Hvordan skal man klare et kæresteforhold med kravet om nærhed og berøring, når diagnosen siger autist, og berøring er skræmmende? Kan man have et aktivt sexliv, hvis kroppen ikke vil, som man vil, og der på den anden side af døren står hjælpere, som hører og ser alt? Dette førte til, at jeg i 2014 startede uddannelsen til seksualvejleder.

Men der blev ved med at være døre, der kunne åbnes, og i sommeren 2017 startede jeg på min uddannelse til sexolog. Som Langfeldt og Porter skriver i deres WHO-rapport, så er sexualiteten så meget mere end den fysiske akt, det er en stor del af måden, vi er i verden på, og en stor del af vores identitet.

Med venlig hilsen

Mette

Kontakt

Skriv til mig via formularen

Lokation

Kontakt mig

Telefonnummer

(+45) 61 68 05 04

Adresse

Lodsvejen 42

Mellerup

8930 Randers NØ